Cyril Despres og Stephane Peterhansel har i den grad sat deres præg på tidligere udgaver af Dakar-rallyet. På 2013-udgavens niende dag var de to franskmænd igen med helt fremme og sig igennem i rallyet, der ikke har gået helt så glat som de nok kunne have ønsket.
Mandag var det dog Despres og Peterhansel, der trak de største overskrifter. Omend det for Cyril Despres’ vedkommende var en etapesejr – den første i 2013 – så var det ikke nok til at overtage føringen. Det gjorde derimod Despres’ vandbærer, Ruben Faria, der nu fører MC-kategorien foran sin teamkammerat. Joan Barreda blev toer på etapen trods et tidligt styrt. Og styrt var der nok af. Den tidligere mand i front af rallet, David Casteu, crashede ind i en ko 120 km undervejs på prøven, og måtte endda lide den tort at skulle gå i mål efter at have tabt timer på en mekanisk defekt. Den anden Yamaha-kører, der også har været i front af rallyet, Olivier Plain, styrtede også på den svære prøve fra Tucuman til Cordoba og mistede over en halv time.
Blandt bilerne var der oprejsning til Nani Roma (foto), mens Peterhansel konsoliderede sin føring. Nasser Al-Attiyah mistede masser af tid og placeringer efter kontakt med et træ, der krævede reparationer ad flere omgange. Giniel de Villiers havde endnu en solid dag på kontoret og var på vej mod en mulig første prøvesejr til Toyota i årets Dakar, men sydafrikaneren måtte slække på tempoet mod slutningen. Han indtager dog nu andenpladsen i det samlede regnskab foran MINI-køreren Leonid Novitskiy.
Se highlight fra dag ni i Dakar her:



