Der bliver dansk deltagelse, når verdens længste langdistanceløb køres til marts i 2013 i Spanien. Løbet hedder Maxi Endurance 48, og forløber som navnet angiver over hele to døgn.

Arrangørerne bag løbet har offentliggjort de 30 teams, der ind til nu har tilmeldt sig – det endelige antal forventes langt højere. To danske teams er allerede tilmeldt – det er Perfection Racing og Team Sally. Derudover vil Jet Alliance-teamet med danske Jan Kalmar som teamchef også stille til start.

Perfection Racing imponerede på Silverstone, da de i år vandt Britcar 24h, og Team Sally har tidligere fået klassesejren i 24h Dubai.Perfection Racing stiller til start med deres Aston Martin GT-4, Jet Alliance Racing med Ferrari F430 Challenge og Team Sally i Renault Clio.

Maxi Endurance køres på den spanske bane Circuito de Navarra, der ligger i det nordlige Spanien. Banen er knapt fire kilometer lang, og er fra 2010. Arrangørerne af løbet har offentliggjort, at der også bliver deltagelse af CN prototyper.

Maxi Endurance 48 afholdes fra d.14.-17.marts i 2013.