Ford trækker sit fabrikshold ud af WRC efter 2012-sæsonen. Det offentliggør den europæiske del af Ford i dag.
Fabriksstøtten fra ‘the blue oval’ trækkes efter en årelang indsats i VM-rallies, hvor britiske Malcolm Wilson har stået for Fords indsats siden 1997. 52 sejre og VM-titler i 2006 og 2007 er det blevet til – men det behøver dog ikke være de sidste til mærket.
– Ford har en lang og stolt historie i WRC, og dette var ikke en nem beslutning, siger Roelant de Waard, VP i marketing, salg og service i Ford Europa. – Vi har stor respekt for M-Sport og Malcolm Wilson, der har drevet Ford WRC-teamet siden 1997, og der er ikke nogen organisation med mere ekspertise og commitment til at vinde. Med vores samarbejde er Ford Fiesta blevet en af favoritterne i rally, og vi vil se det fortsætte i fremtiden, lyder det videre.
Årsagen til afskeden med WRC er ikke overraskende en anden prioritering af resurserne hos Ford.
Det forlyder, at M-Sport fortsat vil indsætte Fiestaer med støtte fra Ford. M-Sport vil også fortsat bygge Fiesta R2 og R5-udgaverne til rally.
2013-sæsonen byder dog på fortsat fabriksindsats fra Citroën samt nytilkommerne fra Volkswagen og Hyundai.



