Martin Jensen og Dennis Andersen viste lovende takter i seneste afdeling af Blancpain Endurance Series på Spa. Det kunne den danske duo gentage i denne weekend, men et tidligt uheld satte Insight Racing tilbage.

Nürburgring lagde asfalt til næstsidste afdeling af Blainpain Endurance Series. Det blev lidt af en blandet fornøjelse for de to danskere i langdistanceserien, der kører med GT3-biler.

– Jeg har det sådan lidt ambivalent. Vi havde en skidt kval, og Dennis blev skubbet rundt af en konkurrent på formationsomgangen, så vi var dead last. Konkurrenten klippede bare Dennis’ hjul, så de begge snurrede rundt. Jeg tror ikke han havde set Dennis, og Dennis kunne ikke nå at reagere, siger Martin Jensen til Racemag.

– Det er pisseærgerligt, for Dennis kørte rigtig godt og var en af de hurtigste amatør-kørere. Vi havde farten til en top 10, så det er vildt ærgerligt, siger Martin Jensen.

Insight Racing-duoen kom i stedet i mål som nummer 21 og lige uden for top 10 blandt pro/am-kørerne.

– Da jeg overtog bilen var vi sat en omgang bagud. Jeg kom ud cirka fem vognlængder bag den førende, og ham kunne jeg følge vejen i mål. Men bedste Ferrari blev nummer 11, så det er lidt tungt for os pt. Men vi har god støtte fra Ferrari, og lige nu samler vi erfaringer til næste sæson, siger Jensen videre.

Tilbage i årets serie er finaleløbet på Navarra-banen i Spanien den 14. oktober.

Vinder af løbet blev Marc Goossens / Xavier Maassen / Marc Hennerici i Porsche 997 GT3 R. Mesterskabet føres af Bas Leinders, Maxime Martin og Markus Palttala.