Racemag talte med en tilfreds Niels Borum efter weekendens 24H Nürburgring. I dette års udgave af 24-timers løbet stillede han for første gang også op som teamejer.

Niels Borum har tidligere stor erfaring med Nürburgring i VLN-regi. Men han har længe haft drømmen om at stille til start med sit eget team. Der blev i løbet af vinteren arbejdet på at finde en sponsor, et serviceteam til bilen og den rette kørersammensætning med erfaring.

Sidste weekend kunne Scangrip Racing så stille til start i 24H Nürburgring med Borum og de tre erfarne newzealandske kørere Maurice O’Reilly, Wayne Moore og Michael Eden bag rattet.

Niels Borum godt tilfreds med at have gennemført løbet i sin debut med eget team. Teamet kørte sig op fra en plads som nummer 152, da løbet gik i gang til at ende som nummer 83 – og blev nummer seks i V5 klassen. Året udgave var præget af en del uheld på banen. Men Scangrip Racing undgik at dele skæbne med dem, der udgik eller blev sat langt tilbage på grund af afkørsler.

– Vi kørte faste stint på 1 ½ time, og de første 18 timer havde vi kun de normale pitstop med kører- og dækskift. Maurice O’Reilly var søndag morgen, hvor banen var glat, lidt uheldig i forbindelse med en overhaling, og røg i dækmuren i Hatzenback, men skaderne var ikke større end han kunne køre bilen i pit og crewet kunne hurtigt lappe bilen med det så uundværlige gaffatape, udtaler Niels Borum til Racemag.

For Niels Borum er netop Nürburgring noget ganske særligt, og det er her, han har kørt langt de fleste løb i sin karriere.

– Det er og bliver den sjoveste racerbane i verden, og der er ikke to omgange der er ens. Du ved, at når du forlader Grand Prix banen og kører ind på Nordsløjfen, så kan alt ske. Du finder altid nogen at fighte med, du kan altid forbedre et sving eller to, du kan lugte grill maden fra tilskuerne, ser bannere, hører horn overalt og stemningen er bare så meget i top, at du sidder og smiler hele tiden, og synes det er det sejeste du har oplevet, og glæder dig bare til næste omgang, hvor der garanteret er nye indtryk udtaler Niels Borum.

På grund af den succes Scangrip Racing havde i dette års udgave af 24H Nürburgring ligger det allerede fast, at de også vil stille til start i næste års udgave af løbet. Dertil kommer, at de også ønsker at stille op i flere VLN løb. Så heldigvis har vi nu et dansk team, der har dedikeret sig til at køre løb på den legendariske bane i Eifelbjergene.

– Vi kommer tilbage næste år, og har i sagens natur god tid til at forberede os, både med hensyn til bil og sponsorstøtte, og jeg er sikker på, at vi næste år nok skal få et løb, der er mindst lige så godt som i år, afslutter Niels Borum.