Michel Nykjær er eneste dansker i STCC, når starten denne weekend går til premiereløbet på Mantorp Park. Chevrolet Motorsport Swedens kører skal sammen med den regerende mester Rickard Rydell sikre et succesfuldt forsvar af titlen.

Og den dansk/svenske duo er den mest meriterede kørerkombination på gridden. Nykjærs to ETCC-titler og to danske mesterskaber vejer sammen med Rydells mange WTCC-starter og BTCC-titel tungt. Og teamet afsluttede tests i foråret med at sætte hurtigste tid ved teamets dansker.

– Vi nåede meget under testene i sidste måned, og vi ved at vi har en god bil. Faktum er, at Cruze som model er den bil, jeg trives allerbedst i af alle dem, jeg har kørt, og nøglen til fremgang ligger i at maksimere potentialet, når det gælder. Jeg sigter mod at slås i toppen af mesterskabet den her sæson, og jeg tror vi har, hvad der kræves for at præstere. Jeg ser frem til at tage kampen op mod svenskerne, siger Nykjær.

STCC – og Camaro Cup – kører træning og kvalifikation fredag og løb lørdag. STCC kan følges på Canal+ Sport1 lørdag fra klokken 12.00 og i eftersending på SVT 1 søndag klokken 15.00.

Livetiming finder du her.