To markante danske spillere inden for motorsporten er nu gået sammen i ét team, der skal sikre dansk langdistancesucces i de kommende sæsoner.

– Vi fandt ud af, at vi gik rundt med meget ens tanker og ambitioner omkring vores motorsportsaktiviteter, og så lå det lige til højrebenet at lave en fælles indsats, siger Kent Bo Steffensen, der blandt andet er kendt for driften af Chevrolet Motorsport Danmark med en DM-titel med Michel Nykjær som største trofæ.
Teamet vil i 2012 fokusere på at etablere samarbejdet og deltage i hele DEC, Danish Endurance Championship, samt i udvalgte, internationale løb.
Dermed kaster Henrik Lind, der står bag Pole Position Denmark med bl.a. DM-rally og WTCC-satsninger i historikken, sig over endnu en gren af motorsporten.
– Efter et par sæsoner i WTCC-mesterskabet (World Touring Car Championship), som er spændende og intenst med mange sprintløb rundt omkring på kloden, glæder jeg mig over at kunne samarbejde med Kent Bo Steffensen om et projekt med internationalt potentiale, siger Henrik Lind.

– Der er ingen tvivl om at WTCC er et spændende mesterskab, men de øgede omkostninger for at deltage på højeste niveau er et godt incitament til at lede efter andre muligheder. Internationale GT-løb i GT3 og GT4-klasserne giver stor værdi for pengene, og det er spændende racerløb med fokus på teamwork og udholdenhed, siger han videre.
– Jeg samarbejdede med Kent og Perfection Racing tilbage i 2009, da min daværende kører, Michel Nykjær,vandt både det danske DTC-mesterskab og Europamesterskabet i teamets bil, så jeg ved at det er professionelle folk, jeg arbejder sammen med.
Endnu er alle kørerne ikke på plads. Racemag erfarer dog, at flere kendte ansigter er på tale, heriblandt en tidligere DTC-kører.



