Martin Jensen er nu bekræftet for endnu en sæson hos Insight Racing i den amerikanske Grand-Am Continental Tire Sports Car Challenge.

Den tidligere DTC-kører skal dele teamets enlige bil i GS-klassen med Jeff Westphal. Teamet indsætter også en BMW i ST-klassen for de mindre modificerede biler. Westphal har tidligere kørt for teamet med succes i netop denne klasse.

Martin Jensen delte Insight Racings sort/hvide BMW med først Paul Gerrard og så Tyler McQuarrie i 2011 med gode takter, men også en længere pause efter et hårdt crash på VIR.

– Jeg har været super glad for samarbejdet med Insight Racing i hele 2011, de har virkelig arbejdet hårdt for at være der hvor vi er i dag. Det var naturligt at genforhandlingen med teamet var en formalitet. Jeg er Insight-kører og vil være det i mange år frem. Vi har hos Insight en klar fremtidsplan, som jeg er så heldig at være en del af. Jeg har en kæmpe respekt og er dybt taknemmelig for den tro og tillid, Gilbert Lynagh, Insight Racings ejer, har givet mig, og jeg vil gøre alt i min magt for at vi som team når de mål, vi har sat os for sæsonen 2012. Vi ses på Daytona!, siger Martin Jensen til Racemag.

– Jeg er meget tilfreds med kører-lineup for 2012-sæsonen. Denne gruppe er meget talentfuld – både kørerne, vi har tegnet kontrakter med, men også engineers og mekanikere, som bygger og forbereder bilerne. Den stemmer overens med vores strategi for vækst, udvikling og succes på den korte og den lange bane i Insight Racing, siger teamchef Gilberg Lynagh til teamets hjemmeside.

Martin Jensen arbejder efter hvad Racemag erfarer også på et program i Europa.

Kalenderen i USA begynder med den officielle test på Daytona den 6.-8. januar, inden det går løs med Grand-Am 200 på Daytona den 26.-27. januar.