WestCoast Racing har nu fastslået årsagen til den ulykke, der har sendt Richard Göransson på sidelinjen i mindst tre måneder. Teamets egne undersøgelser viser, at det er bremsebelægningen bagi bilen, der er løsnet og faldet af.
Fejlen har ført til, at den regerende STCC-mester helt har manglet bagbremserne, da han skulle bremse ind i første sving på FDM Jyllandsringen.
– Det her er en fejl fra teamet, som vi tager på os fuldt ud og beklager dybt, siger Dick Jönsson Wigroth, teamchef i Göranssons team.
– WestCoast Racing har checklister og kontrolsystemer for at sådan noget ikke skal opstå. Vi har altid sat sikkerheden for vores personale og kørere først, og har aldrig været ramt af noget lignende, fortsætter Wigroth og sender samtidig en hilsen til Göransson og hans familie.
Teamet oplyser endvidere, at Göransson forlod banen med 107 km/t og ramte dækmuren med 86 km/t. Göranssons BMW blev ikke bremset mere grundet en asfalteret banekant, der gjorde BMW’en luftbåren i stedet for at bremse den i sandfanget. G-kræfterne kunne ikke måles med udstyret i bilen, der maksimalt måler 5G. Teamet skønner kollisionen til at have genereret 10-20G.
Til Sveriges Radio udtaler teamchefen i øvrigt, at de ikke kommer til start i næste afdeling på Ring Knutstorp.
Foto: Brian Laursen, Racemag



