Martin Jensen var kortvarigt i front i Kia 200 på Homestead-banen i Miami, da Continental Tire Sports Car Challenge kørte der lørdag nat dansk tid. Men igen var han, eller rettere medkører Paul Gerrard uheldig.

Den tidligere DTC-kører startede fra 15. pladsen i det enorme felt, men fik kørt sig op i top ti efter kort tid. En syvendeplads blev vekslet til en første plads, da de første konkurrenter begyndte at gå i pit.

Dog måtte Jensen køre i pit under grønt flag, og medkører Paul Gerrard  skulle kæmpe sig tilbage gennem rækkerne igen. Kort før mål gik det dog galt for Gerrard, der skred ud og sendte parrets BMW M3 Coupe i muren. Gerrard måtte parkere den, og Insight Racing-duoen blev registreret for en 20. plads.

– Jeg havde god kontrol over bilen og dækkene, hvilket er virkeligt vigtigt. Vores strategi handlede om at passe på dækkene, og det viste hvad vi kunne, da vi var en af de sidste i klassen til at pitte. Hvis vi kunne have pittet under gult flag, så ville vi kunne lykkes med den strategi, siger Martin Jensen til teamets hjemmeside.

Bill Auberlen og Paul Dalla Lana vandt for Turner Motorsports.

Næste løb bliver på Barber Motorsports Park den 7. til 9. april.

Foto: Grand-Am