Mens nyheden om valget af NGTC-reglementet er ved at bundfælde sig, så er det tidligere DTC-mesterteam Perfection Racing i fuld gang med at forberede sig til 2012-sæsonen.
Hos det fynske team er der glæde over, at et valg nu er truffet – og som flere andre er det glæden over et NGTC-reglement med for- og baghjulstrukne biler.
– Det er virkelig rart nu at få på plads, hvilket reglement der skal bygges efter til 2012-sæsonen. Vi er nu i stand til at lægge konkrete planer frem for vores sponsorer, og jeg tror, at vi kunne være klar til at præsentere bilerne til Grand Prixet i august, siger Kent Bo Steffensen fra Perfection Racing i en pressemeddelelse.
Diskussionerne om det kommende reglement er bølget frem og tilbage mellem NGTC og rørrammebiler fra franske Solution F, der blandt andet bygger biler til Race of Champions.
– Jeg har været skeptisk overfor de tidligere tanker om, at alle biler skulle være baghjulstrukne, for ombygning af forhjulstrukne biler ville også kræve en masse ekstra test. Jeg er super glad for, at man har valgt det britiske reglement, for derovre er man i fuld gang med at bygge biler, og så kan vi læne os op ad dem, siger Kent Bo Steffensen videre.
Foto: Jan Kaiser.



