Jan Magnussen giver Rolex 24 at Daytona syvende forsøg på at løfte det største trofæ og indkassere det eftertragtede Rolex-ur, der gives til vinderne. De seneste fem gange har danskeren dog måtte se en føring i løbet forvandlet til exit eller en lavere placering uden selv at være skyld i det.
Det skal dog ændres for Big Mag, der denne weekend kører sammen med Ronnie Bremer og Robin Liddell i Stevenson Motorsports Camaro.
– Selvfølgelig er målet en sejr, det har det været hvert år, siger Jan Magnussen i en pressemeddelelse.
– Men jeg ved, hvor svært det er. Det er et stort og stærkt GT-felt, og desværre er vores Camaro ikke den hurtigste bil i klassen over en omgang. Vi mangler lidt i topfart til konkurrenterne, men til gengæld er vores bil god på inderkredsen. Desværre er det også der, hvor det er sværest at overhale, men alle tre kørere ved godt, at vi skal køre konstant og hurtigt, men frem for alt ikke tage alt for store chancer, siger Magnussen videre.
For Ronnie Bremer bliver Rolex 24h at Daytona karrierens andet 24-timersløb. Debuten fik han med Jet Black Racing i Dubai for blot fjorten dage siden. Ronnie er dog ikke ny hos Stevenson Motorsports, da han sidste år var stand-in ved de løb, som Jan Magnussen ikke kunne køre.
– Jeg håber da på, at jeg søndag eftermiddag skal stå og spørge Jan om, hvorfor det har taget ham så mange år, at vinde det løb, når jeg kunne vinde ved første forsøg, griner Ronnie Bremer, der for første gang kører på Daytona.
– Når det er sagt, så ved jeg godt, hvor svært vi får det. Med sådan et stort felt, er der mange, der mener, at de har den rigtige strategi til at kunne vinde løbet. Men som team er jeg ikke i tvivl om, at vi er de stærkeste og klogeste, men når jeg hører Jans historier, så er jeg godt klar over, at der er rigtig mange faktorer, der kan ødelægge det for os. Men jeg føler, vi er godt forberedte og alle forstår, at det er en teamindsats der skal til, for at man kan vinde sådan et løb. Personligt har det været rigtig godt for mig, at deltage i 24 timers løbet i Dubai med Jet Black Racing. Nu er det ikke helt nyt for mig, hvad der kræves af en, når man skal køre 24 timers løb, så det har været en helt perfekt forberedelse, slutter han.
Foto: Grand-Am Series



