Dean Stoneman har sikret sig Formula Two-titlen 2010 efter at være sluttet som en beskeden nier i første løb på Valencia-banen. Dermed har briten 27 points forspring til landsmanden Jolyon Palmer inden finaleløbet.
Stoneman, der er 20 år gammel, er dermed den første britiske F2-mester siden seriens bagmand Jonathan Palmer vandt i 1983.
Det er Stonemans første sæson i Formula Two, og briten fra Southampton har vundet løb i Marrakech, på Brands Hatch, i Belgien, Portugal og en dobbeltsejr på Oschersleben tidligere på måneden.
Dermed kan Dean Stoneman se frem til en Formel 1-test med Williams F1.
Danske Johan Jokinen, der kørte den indledende del af serien, slutter på en 17. plads i mesterskabet. En anden dansker, Marco Sørensen, tester den hurtige formelbil på tirsdag på Valencia-banen.
Foto: FIA Formula Two



