Så er vi klar til at skyde kvalifikationen i gang til FIA Motorsport Games 2022 – Danmarks repræsentant til motorsportens svar på OL skal findes, så de rød/hvide farver kan forsvares inden for digital motorsport.

Når vinderen af e-sportcuppen til FIA Motorsport Games 2022 skal findes, så bliver det forhåbentligt med en dansker i én af simriggene. Det sker den 29. oktober på den franske Grand Prix-bane Paul Ricard, hvor motorsportens svar på OL skal afholdes for anden gang.

E-sport er en af de i alt 17 discipliner, der skal dystes i, når vinderne inden for Endurance Racing, karting, Formel 4, rally og meget mere skal findes på og omkring motorsportsanlægget ved Marseille.

Det er som tidligere de nationale forbund, ASN’er, der udpeger deltagerne til FIA Motorsport Games – også til 2022-udgaven i e-sportsdisciplinen, hvor man altså kan blive del af det danske hold, der forsvarer de rød/hvide farver i Sydfrankrig.

For at blive Danmarks repræsentant skal man være blandt de fem hurtigste danskere i den offentlige online-kvalifikation, som FIA Motorsport Games afholder. Kvalifikationen køres i PC-spillet Assetto Corse Competezione, hvor man også finder den server, man skal sætte en omgangstid på.

De fem bedste danskere på listen frem til kvalifikationen slutter den 12. september bliver inviteret til en shootout, hvor den endelige vinder skal findes.

Shootout finder sted lørdag den 17. september i fantastiske rammer hos Formula Automobile i Lyngby, hvor stemningen blandt superbilerne hos den danske Ferrari- og Maserati-forhandler er helt i top. Her tager den hurtigste mand på dagen den helt store præmie, nemlig deltagelse i FIA Motorsport Games 2022 for Danmark.

På Circuit Paul Ricard skal op mod 80 deltagere i Esports Cup dyste om de 20 finalepladser med udsigt over Mistral Straight på den franske GP-bane. Finalen vil finde sted lørdag den 29. oktober, og denne disciplin forventes at tiltrække det største antal deltagere på tværs af alle disciplinerne.

Udviklerne af ACC, Kunos Simulazioni, vil udvikle en særlig udgave af HTTP Circuit Paul Ricard til FIA Motorsport Games.

Hovedpræmien er deltagelse i FIA Motorsport Games som DASUs og dermed Danmarks repræsentant i e-sport til legene, der afvikles på Circuit Paul Ricard den 26.-30. oktober. Præmien består af tilmeldingsgebyr og tilmelding. Vinder står selv for udgifter ifm. rejse og ophold.

Tilmeldingsgebyret har en værdi af 1000,- euro. Hertil kommer også landsholdstøj som del af præmien.

Vil du deltage?

Offentlig kvalifikation køres på FIA Motorsport Games’ server 26. august – 12. september, begge dage inkl.

Mere information, registrering og resultater kan ses her.

Det er vigtigt, at deltagerne registrerer sig korrekt med bl.a. STEAM-id her. Under registrering giver man tilladelse til, at kontaktoplysningerne bliver givet videre – det er nødvendigt for at DASU kan kontakte deltagerne i kvalifikationen. DASU får deltagerliste med danske deltagere fra FIA.

Er man ikke registreret korrekt, fremgår ens omgangstid ikke – og man kommer dermed ikke i betragtning til pladsen.