F4 Esport Danish Championship 2025 blev afgjort på den mest dramatisk tænkelige måde – begge mesterskabsprotagonister var med i kampen hele vejen til sidste sving af sidste omgang på Sebring International Raceway.

Forud for sjette og afgørende runde var Malte Ebdrup favoritten til at tage titlen. Han havde et forspring på 11 point til holdkammeraten Victor Nielsen, og derudover var hans drop-runde på 32 point mod Victor Nielsens 36 point. Dermed ville det være lettere for Malte Ebdrup at forbedre sine pointscore, end for Victor Nielsen.

Med matematikken i Ebdrups favør, og TCR Denmark-kørerens seks sejre i ti heats forud for Sebring, var det svært at forestille sig, at Ebdrup ikke forlade Florida med mesterskabet.

Victor Nielsen store force havde været stabilitet. Udover drop runden på 36 point, havde Nielsen scoret mellem 43 og 47 point i samtlige runder. Men hvis han skulle vinde mesterskabet, havde han brug for sin bedste præstation hidtil, samt en smule held.

Så da Malte Ebdrup tog pole position – hans fjerde i streg – så det næsten uundgåeligt ud, at han ville vinde mesterskabet. Men så simpelt blev det ikke.

Stort mesterskabs-twist i første heat

Victor Nielsen var toer i kvalifikationen, og de to Arctic Simsport-kørere kom begge godt fra start, og som mange gange før, kørte de parade-kørsel de første ti minutter af heatet. Derfor tabte de minimal tid, og og trak Gustav Kilde, Kasper Rishøj-Andersen og Frederik Sørensen med sig i en udbryder-gruppe.

Men denne gang kunne Victor Nielsen ikke vente til sidste omgang med at sætte angrebet ind på Malte Ebdrup, hvis han skulle holde mesterskabet i live. På sjette omgang angreb Victor Nielsen på ydersiden af Cunningham, hvorefter de to Arctic Simsport-kørere lå side om side hele vejen til den enormt brede baglangside. Her fik Gustav Kilde moment til at gå på indersiden af begge mesterskabskonkurrenterne på vej ind i det frygtsømme sidste sving, Sunset Bend. Alle tre kom igennem sikkert, og var fortsat tre side om side på vej ind i sving 1, hvor Malte Ebdrup formåede at holde moment på ydersiden og bevare føringen, efterfulgt af Victor Nielsen.

Kampen fortsatte til sidste omgang med adskillige angreb fra Victor Nielsen og Gustav Kilde, men Malte Ebdrup var ikke til at overhale – lige indtil katastrofen ramte. Med kun en halv omgang tilbage blev Ebdrup ramte af den digitale verdens pendant til en mekanisk fejl. Han tabte forbindelse til løbsserveren og røg dermed fra førstepladsen helt ned til 15. pladsen.

Pludselig var døren åben for Victor Nielsen. Han havde brug for sejren, men Gustav Kilde, Kasper Rishøj-Andersen og Frederik Sørensen havde ikke tænkt sig at gøre det let for ham. Igen kørte de de tre side om side på vej ind i Sunset Bend. Rishøj-Andersen trak sig klogt og gik efter et cut-back, mens Nielsen og Kilde lå side om side hele vejen gennem svinget. Rishøj-Andersens cut-back gav ham en bedre udgangshastighed, og trioen lå side om side over linjen. Men det var Victor Nielsen der trak sig sejrrigt, 0.038 sekunder foran Rishøj-Andersen og 0.055 foran Gustav Kilde.

Pludselig var mesterskabet Victor Nielsens at tabe.

Top otte i heat 1:

  1. Victor Nielsen
  2. Kasper Rishøj-Andersen
  3. Gustav Kilde
  4. Frederik Sørensen
  5. Nicklas Simonsen
  6. Marcus Olsen
  7. Noah Karlsson
  8. Aske Lauritsen

Overhaling i sidste sving afgjorde mesterskabet

Malte Ebdrups uheld i første heat betød, at han startede P15 i heat to – syv pladser bagved Victor Nielsen, som tilmed var foran i mesterskabet nu. Malte Ebdrup skulle vinde – og selv det ville måske ikke være nok.

Med intet at tabe, var Malte Ebdrup aggressiv fra starten af heat to. Fra P15 til P9 på første omgang. Yderligere to placeringer på anden omgang, og nu var han kun et sekund bagved Victor Nielsen på femtepladsen, og 1.6 sekunder fra føringen.

Allerede på omgang fem overhalede Malte Ebdrup sin rival efter en længere duel, der varede fra sving 7 på omngang fire til sving 3 – Kristensen Corner – på omgang 5. Duelleren resulterede også i, at Nicolai Pedersen overhalede Victor Nielsen.

I front lykkedes det Noah Karlsson at slippe væk fra gruppen bagved, men da Malte Ebdrup tog andenpladsen fra Kasper Rishøj-Andersen med otte minutter igen, virkede Karlssons forspring på 1.6 sekunder pludselig ikke så stort.

Bagved kæmpede Kasper Rishøj-Andersen og Nicolai Pedersen om tredjepladsen, og Victor Nielsen kunne kun se til fra femtepladsen, mens Malte Ebdrup kørte alene op til Noah Karlsson.

Med lige over en omgang tilbage gik Ebdrup til angreb på Karlsson i Sunset Bend. De var adskilt at tusindedele på linjen, men Noah Karlsson afværgede i første omgang angrebet i sving 1. Men et modigt angreb gts Ebdrup i sving 5 overraskede Noah Karlsson, som ikke kunne forsvare mod den stålsatte Arctic simsport-kører.

Bagved var Victor Nielsen kommet forbi Kasper Rishøj-Andersen, og forsøgte derefter at overhale Nicolai Pedersen i sving 7. Overhalingen lykkedes dog ikke, og i stedet gik Rishøj-Andersen til modangreb.

Spændingen kunne ikke være højere på vej ud på baglangsiden, med Noah Karlsson kun en tiendedel fra Malte Ebdrup, og Victor Nielsen i en sandwich mellem Nicolai Pedersen og Kasper Rishøj-Andersen.

Noah Karlsson forsøgte sig med et cut-back på Malte Ebdrup i Sunset Bend, mens Kasper Rishøj-Andersen dykkede inden om både Victor Nielsen og Nicolai Pedersen. Nicolai Pedersen lykkedes med at få en bedre udgangshastighed end Rishøj-Andersen og generobrede derimod den sidste podieplacering, men Victor Nielsen, som var på ydersiden da Rishøj-Andersen dykkede, blev tvunget til at trække sig og nøjes med femtepladsen.

Foran placerede Malte Ebdrup sin F4-racer perfekt, og krydsede linjen 0.088 sekunder foran Noah Karlsson. Ebdrup havde gjort alt hvad han kunne. Fra femtendepladsen til førstepladsen, men ingen var helt sikre på, at det var nok.

“Jeg prøvede alt i heat to, fik en god start, indhentede Noah og tog sejren, men jeg tror desværre ikke det er nok til at vinde mesterskabet”, sagde en skuffet Malte Ebdrup til Racespot lige efter løbet.

Få minutter senere kom de officielle resultater: Malte Ebdrup 222 point. Victor Nielsen 222 point.

Mesterskabet skulle afgøres på en tiebreaker – løbssejre. Med syv sejre mod Victor Nielsens tre sejre, var det Malte Ebdrup der blev danmarksmester i F4 Esport Danish Championship 2025.

Se hele den dramatiske sjette runde af F4 Esport Danish Championship her:

Foto: Ejvind Andersen