Jan Magnussen imponerede alt og alle i sin debut i Chevrolet Lacetti i anden afdeling af Scandinavian Touring Car Cup. Men trods løfter om solid pointhøst, så blev til det skuffende resultater i de to løb.
I første løb måtte Magnussen lade en ellers sikker andenplads slippe, da venstre forhjul røg af i allersidste sving – muligvis en følge af let kontakt med Tommy Rustad, der spandt af banen tidligere i løbet.
– Løbet var s….godt bortset fra sidste sving. Jeg mistede dog en placering i starten, hvilket irriterer mig. Jeg ville kalde det en tyvstart, men det var løbsledelsen ikke enige i. De sagde, jeg har ikke fulgte op, da Rustad gav gas, men det kunne jeg jo ikke nå, siger Jan Magnussen til Racemag.
I andet løb gik det skævt i starten, da Robert Schlünssen og Patrik Olsson kortvarigt rørte hinanden, hvorpå de røg over i Jan Magnussen, der kom op på curben og spandt rundt.
– Olsson startede det, men Robert afsluttede det. Jeg er dog ikke sur på Robert. Jeg kunne ikke få den i bakgear, så det var en sur slutning, siger Jan Magnussen, der hastede afsted til Le Mans via Roskilde.
Fotos: Thomas Norsted og Morten Alstrup