SEAT-dominansen fortsatte i første WTCC-løb på Valencia-banen, hvor Yvan Muller i starten overhalede polesitter Gabriele Tarquini. Den italienske veteran begik en kørefejl midtvejs i løbet, hvilket gav mulighed for Tiago Montiero til at forbedre sin fjerde startposition til en andenplads i mål.
 
Augusto Farfus viste fænomenal opkørsel efter han i starten først blev trængt ud på græsset af Jordi Gene, siden blev skubbet ud i gruset sammen med flere andre kørere. Herfra kæmpede han sig op fra midt i feltet til en fjerdeplads i mål.

Opkørsel var også kodeordet for Andy Priaulx, der efter en svær kvalifikation skulle starte som nummer 14. Briten slutter som nummer fem efter Farfus.

Løbet på den spanske bane var i vanlig stil med hårde nærkampe, hvor flere kørere blev sendt af banen. Chevrolets Rob Huff kæmpede hårdt med privatkøreren Mehdi Bennani lige uden for pointene og endte med at vende SEAT-køreren rundt. Det kostede en punktering og en drive-through-straf til briten, der dermed gik glip af værdifulde point til mesterskabet.

Bedste Chevrolet-kører blev Nicola Larini på en anonym 11. plads, mens Alain Menu blev nummer 15.

Danske Kristian Poulsen fik tidligt i løbet problemer med differentialet og spandt af banen allerede på anden omgang.

Bedste privatkører blev Tom Coronel på en samlet syvendeplads. Dermed skal hollænderen starte i andenposition efter Sergio Hernandez i andet løb.

Resultat fra søndagens første løb på Valencia:

1 Yvan Muller, SEAT
2 Tiago Monteiro, SEAT
3 Gabriele Tarquini, SEAT
4 Augusto Farfus, BMW
5 Andy Priaulx, BMW
6 Jorg Muller, BMW
7 Tom Coronel, SEAT
8 Sergio Hernandez, BMW
9 Stefano D’Aste, BMW
10 Felix Porteiro, BMW
11 Nicola Larini, Chevrolet
12 Alex Zanardi, BMW
13 Rickard Rydell, SEAT
14 Mehdi Bennani, SEAT
15 Alain Menu, Chevrolet
16 Franz Engstler, BMW
17 Tom Boardman, SEAT
18 Marin Colak, SEAT
19 Vito Postiglione, BMW
20 Viktor Shapovalov, Lada

Udgået

– Jaap van Lagen, Lada  
– Kirill Ladygin, Lada
– Robert Huff, Chevrolet
– Kristian Poulsen, BMW
– Jordi Gene, SEAT

Foto: SEAT Sport