Young Driver AMR har været en dominerende force i GTE Am-klassen i dette års FIA WEC, verdensmesterskabet for sportsvogne og prototyper.

Men siden sejren i sæsonstarten har teamet været forfulgt af uheld, lige fra det tragiske crash på Le Mans over en defekt hjulbolt i Brasilien til elektroniske problemer i Shanghai.

Danskerteamet, der har haft et enkelt besøg af brasilianske Bruno Senna, da Nicki Thiim var forhindret i at køre, har ifølge teamet selv ført 523 omgange ud af 871 mulige i sæsonens løb. Hidtil har udmeldingerne fra teamet hver gang været forsigtige, men nu slår Lyngby-køreren Christoffer Nygaard på tromme for en sejr:

– Vi ser frem til denne sæsons sidste løb, og hvis man ser på vores data og på, hvordan Aston Martin Racing klarede sig på denne bane i sidste sæson, så ser det meget lovende ud,siger han.

– Temperaturen vil være lidt lavere i forhold til sidste sæsons løb på banen, og nu bruger vi selvfølgelig en anden type dæk, men det burde ikke være en ulempe. Det er vores mål at afslutte sæsonen med en klassesejr. Vi har været hurtige lige siden sæsonstarten, og jeg tror, at vi også vil være hurtige i Bahrain. Vi går ikke længere efter at vinde mesterskabet og vi har intet at tabe, så vi har kun fokus på at afslutte sæsonen med en sejr, slår han fast.

Teamejer Jan Struve er dog mere forsigtig.

– Efter at vi blev ramt af uheld under den sidste runde, bør vi være forsigtige i vores forudsigelser for denne weekend, men vi kunne godt tænke os at afslutte sæsonen med stil. Jeg synes, at vi har fortjent endelig at slutte vores første sæson i FIA WEC med en podieplads. I Bahrain vil vi gerne bevise en sidste gang i denne sæson, hvor stærke kørerne, holdet og bilen er.

Tom Kristensen og Audi har sikret sig LMP1-verdensmesterskaberne, mens David Heinemeier Hansson – der rygtes på vej til Aston Martin Racing – fortsat har en outsiderchance i LMP2.

I både GTE Pro og GTE Am er der masser af spænding i det sidste sekstimersløb i sæsonen.

Du kan se FIA WEC søndag fra klokken 13.00 dansk tid på WEC’s hjemmeside – find linket her.