Det er ukendt land for Young Driver AMR’s kørere, når 6 Hours of Shanghai køres lørdag morgen dansk tid.
Umiddelbart er sejr det eneste, der bør tælle for den danske Aston Martin Racing-bil, hvis der skal være chance for at køre mesterskabet i hus. Alligevel sætter teamet relativt beskedne mål forud for næstsidste afdeling.
– Formel 1-banen i Shanghai er ukendt terræn for alle tre “unge kørere”. Ingen af os har været i Shanghai før, siger Kristian Poulsen i en pressemeddelelse.
– Men det er ikke et stort problem, da de fleste af de andre baner også har været nye for os. Aston Martin-bilen burde være meget hurtig på Shanghai-banen, set ud fra resultaterne af sidste års løb, hvor Aston Martin vandt. Så vi er ganske fortrøstningsfulde, når vi rejser til Kina, siger han videre.
Nygaard og Poulsen vandt for nylig deres andet løb i sæsonen på Fuji-banen i Japan, et løb, som blev afkortet på grund af regn. De ligger nu på en fjerdeplads i mesterskabet for kørere og er 26,5 point efter kørerne på førstepladsen, mens der er 52 point på højkant i de sidste to runder, som køres i Kina og Bahrain.
– Det kommer ikke til at blive nemt. Vi får helt sikkert brug for lidt held, siger Poulsen.
– Vi vil gøre vores bedste og prøve at vinde de to sidste runder. Hvad der sker derudover, har vi ikke nogen indflydelse på. Den sidste runde på Fuji-banen blev afbrudt på grund af voldsom regn, og der blev kun givet halvt så mange point som muligt. Det er i den grad noget, der rammer vores ambitioner om mesterskabet. Hvis vi havde vundet løbet på regulær vis med alle point, ville det have set lidt lysere ud nu, slutter han.



