Trykladning er nu for alvor del af Yokohama 1600 Challenge.
Fra 2015-sæsonen bliver det muligt at køre med turboladede biler i DIF-serien, og kørerforeningen bag er nu klar med det tekniske reglement.
– Som det blev offentliggjort tilbage i foråret 2014, er der et ønske bl.a. fra DASUs side, at der skal indføres trykladning i klassens reglement fra og med 2015. Siden dette blev meldt ud, har Kørerforeningen Gr. N, som står bag Yokohama 1600 Challenge, arbejdet på at få et teknisk reglement opbygget, så både de nuværende sugebiler samt trykladede biler skal kunne konkurrere side om side, lyder det i en meddelelse fra kørerforeningen bag.
Årsagen er formentlig, at stadig flere moderne biler kører med trykladede motorer.
– Det er et vigtigt mål for Kørerforeningen, at de 30+ køreklare sugebiler som holder i garagerne rundt om i Danmark, ikke med et slag bliver værdiløse, og ikke længere kan kæmpe med i troppen af mesterskabet. Derfor er der i samarbejde med DASU blevet udviklet et teknisk reglement, lyder det videre.
Reglementerne offentliggøres først endeligt i februar måned, men de forventes at komme til at se ud som følger:
Sugebiler benzin 0-1600ccm: Reglementet bibeholdes med 8,25kg pr. hk.
Trykladede biler benzin 0-1600ccm: 8,75kg pr. hk.
Trykladede biler diesel 0-1600ccm: 9kg pr. hk.
I modsætning til sugebilerne, bliver der ikke givet de 5kg vægtrabat pr 100ccm under 1600ccm for turbobilerne.
Hertil følger de foreskrevne dataloggere, ligesom der ikke må køres med andet end manuel H-gearkasse.
– Derudover bliver der mulighed for Kørerforeningen Gr. N, i samråd med klassens tekniske kontrollanter samt DASU, at ændre på vægt/effektforholdet efter sæsonens 3. løb – hvis det skulle vise sig at forholdet mellem de forskellige motortyper ikke passer. Derved undgår man at biler med den nye teknologi stikker af, eller sakker langt bagud i forhold til sugebilerne. Det er målet at alle 3 motortyper skal kunne kæmpe på lige vilkår, og mesteren i 2015 bliver den bedste kører, og ikke den mest favorable motorkombination som løber med titlen, lyder det videre.
Klassen fortsætter formentlig med at køres i DIF-regi som decideret danmarksmesterskab – også for de yngste i banesporten. Fra 2015 vil klassen være den eneste, hvor 14-årige kan starte – man skal dog fylde 15 i samme kalenderår.