Heftigt regnvejr, optørrende bane og bremseproblemer hos flere af SEAT-kørerne gjorde sit til, at Michel Nykjærs første løb i WTCC 2010 blev alt andet end nemt.
En 12. plads i første løb og en pointgivende ottendeplads i andet løb betyder, at sydsjællænderen ligger på en tiendeplads i den samlede stilling.
– Jeg er rigtig glad, det er første gang en dansker får så god en placering i WTCC. Mit nye team er meget tilfredse, men om lidt skal vi analysere på alle detaljerne, siger Michel Nykjær i en pressemeddelelse.
– I første løb ramte min værste konkurrent Michelisz mit højre baghjul, så jeg røg af i første sving. Det kostede nogle placeringer. I andet løb var jeg godt kørende og lå i et felt på fire, der kæmpede om femtepladsen. Men til slut var mine dæk færdige, så jeg kunne ikke avancere yderligere, fortæller Nykjær om uheldet, der satte ham tilbage fra en ottende startplads til en 12. plads i det første og våde løb.
I WTCC Rookie Challenge for kørere, der deltager i deres første fulde sæson i WTCC, ligger Michel Nykjær på en delt førsteplads sammen med ungareren Norbert Michelisz. Nu afventer beskeden om, hvorvidt næste WTCC-afdeling i Mexico er aflyst eller ej.
Stillingen i WTCC efter første afdeling på Curitiba
1 Gabriele Tarquini, 37 pt.
2 Yvan Muller 37 pt.
3 Alain Menu, 30 pt.
4. Robert Huff, 28 pt.
5. Jordi Gené Guerrero, 24 pt.
6. Augusto Farfus, 16 pt.
7. Andy Priaulx, 10 pt.
8 Tiago Monteiro, 6 pt.
9. Michel Nykjær, 4 pt.
10. Tom Coronel, 4 pt
Rookie challenge
1 Norbert Michelisz, 16 pt.
2 Michel Nykjær, 16 pt.
3 Fredy Barth, 3 pt
Foto: fiawtcc.com



