Årets WSBK visit til Portimao udspillede sig i Jonathan Reas favør, mens mesterskabets nr 2 Tom Sykes havde endnu en besværlig weekend.

Løb 1 blev et løb præget af pludselig regn, og med enorm stærk konkurrence mellem de to Kawasakier. Tom Sykes tog føringen fra start, mens Jonathan Rea langsomt hentede ind, indtil han gik forbi halvvejs i løbet.

Med 7 omgange tilbage væltede regnen pludselig ned over Portimao, og indledte en uvant pitstop runde i løbet. Rea pittede hurtigt, mens Sykes tog den umiddelbart dårlige beslutning om at køre en ekstra runde på slicks dækkene. Resultatet blev dog overraskende nok, at Sykes kom ud lige bag Rea, og derefter indledte kampen om sejren. Den var dog afgjort på 2. sidste omgang hvor Sykes gik for hårdt på gassen. Han formåede at holde cyklen oprejst men måtte vinke farvel til Rea.

Den tydeligt frustrede Sykes tævede løs på motorcyklens tank, i så høj grad at han næsten mistede 2. pladsen også. Han formåede dog at tage sig sammen og holde den til mål.

Chaz Davies kørte Ducatien til en flot 3. plads, efter en kamp med Aprilias Leon Haslam, som dog mistede kontrollen og ikke gennemførte. Davide Giugliano blev dermed forfremmet til 4. pladsen.

Løb 2 bød på tørt vejr, hvilket lagde op til en tæt kamp om sejren. Giugliano tog føringen fra pole, men efter en lang kamp mellem ham, Sykes og Rea stak Rea af og efterlod de to andre til at kæmpe om 2. pladsen. Med ganske få omgange tilbage af løbet blev Sykes tilsyneladende ramt af et teknisk uheld. Han faldt ihvertfald fra 3. pladsen helt ned til 8. på ganske få omgange.

Dermed kunne Leon Haslam køre Apriliaen ind på podiets nederste trin, efterfulgt af Chaz Davies og Michael van der Mark på Honda. Hans holdkammerat Sylvain Guintoli tog 6. pladsen. Jordi Torres på Aprilia nåede også forbi Sykes og tog dermed 7. pladsen.

Rea fører nu mesterskabet med 330 point, mens Sykes har 206. Haslam ligger tæt efter med 199.