Alex Lowes har haft to hårde sæsoner med Crescent Suzuki teamet i World Superbike, men nu ser det ud til han får sin store mulighed for at prøve sit talent. Yamaha lancerede i foråret deres nye R1 model, og har kørt med den i både British Superbikes og EWC i år som forberedelse til WSBK i 2016.
Yamahas entré ind i World Superbikes har forårsaget en del omrokeringer på gridden. Voltcom Crescent Suzuki skifter Suzukierne ud med Yamaha, mens hovedsponsoren Voltcom bliver skiftet ud med PATA Chips, der i mange år har været hovedsponsor for Ten Kate Honda teamet. Dermed skal Ten Kate ud at finde en ny hovedsponsor.
Det nye PATA Crescent Yamaha team beholder Alex Lowes som kører, og PATA tager den regerende verdensmester Sylvain Guintoli med fra PATA Honda. Lowes, der vandt British Superbikes serien i 2013, har gjort en udmærket figur på den forældede GSX-R, og får nu for alvor muligheden for at vise sit værd. Randy de Puniet, der i år kører på den anden GSX-R, får ikke sin kontrakt fornyet, hvilket ikke kan overraske mange.
Det nye team får støtte af Yamaha Europe, og får adgang til dataen indsamlet i de andre serier i år. Milwaukee Yamaha teamet, der kører British Superbikes på den nye R1 med tidligere WSBK-kører Josh Brookes, var ellers forventet at skulle opgradere til VM-serien, men det skifte bliver altså ikke til noget.