Der gik ikke mange timer fra Sylvain Guintoli havde sikret sig årets Superbike VM titel før han kunne offentliggøre at han skifter til Pata Honda holdet næste år.

Her udskifter han Jonathan Rea, der ellers har tilbragt det meste af sin karriere hos Honda, men som nu udskifter Loris Baz hos Kawasaki-teamet. Det sker som en konsekvens af at være blevet forbigået af Honda for en plads i MotoGP.

Rea sluttede treer i årets mesterskab efter den vindene Guintoli, som overtager hans plads hos Honda, og hans nye holdkammerat Tom Sykes der missede mesterskabet med kun 6 point. Der bliver dermed to nye kørere hos Honda, da Guintoli bliver holdkammerat med Michael van der Mark, der vandt World Supersport titlen i år og erstatter den efterhånden aldrende Leon Haslam.

Det er svært at sige noget om holdenes styrkeforhold for næste år, og dermed hvem der er endt hos de bedste teams, da det nye EVO-reglement træder i kraft og kan vende om og ned på det hele. Aprilia teamets fremtid er meget usikker, for de ønsker ikke at være aktive med fabriksteams både i MotoGP og WSBK. Det mest sandsynlige er dog at de går ind i et partnerskab med Alstare teamet for næste år, men der er endnu intet ude.