Sommerferien er slut for World Superbike cirkusset, og umiddelbart er det Aprilia det har fået mest ud af pausen.
Kawasakis Loris Baz startede fra pole, men måtte fra start forsvare sig mod især de to Aprilia racere. Bag de tre var det Giugliano og Chaz Davies – begge på Ducati, der kæmpede med Alex Lowes på Suzuki. Lowes måtte dog give fortabt på den langsommere GSX-R og faldt tilbage gennem feltet. Den mesterskabsførende Tom Sykes (Kawasaki) havde et horribelt løb 1 og lå som 7’er.
12 omgange inde i løbet begyndte dramatikken for alvor. Først styrtede Guigliano på Ducatien, og to omgange efter var det først Alex Lowes der gik ned og derefter Loris Baz, der ramte Guintolis baghjul i en overhaling. Stillingen i løb 1 blev Melandri, Guintoli, Davies, Jonathan Rea (Honda) og Tom Sykes. Både Rea og Sykes havde et hårdt løb, men profiterede på både Baz’ og Giuglianos styrt.
Løb 2 startede på mange måder som løb 1, med Baz skarpt efterfulgt af de Apriliaer. Baz mistede dog formen og faldt ned gennem feltet, mens kampen om sejren derefter kun stod mellem de to Aprilia kørere. Det lykkedes Marco Melandri at gå forbi Guintoli ca. halvvejs og derefter tage sejren. Tom Sykes fandt formen efter et par omgange af løb 2, og kæmpede sig op på en fornuftig 3. plads. Guigliano udgik endnu en gang på Ducatien efter en lidt underlig kørefejl, hvilket tillod både Sykes og Guintoli at avancere op på podiet uden kamp.
Efter de tre kom Davies, Rea og Eugene Laverty på Suzuki.
Top 5 i VM stillingen er efter Jerez nu
Sykes: 352 point
Guintoli: 321 point
Rea: 285 point
Melandri: 267 point
Baz: 262 point
Næste løb køres på Magny-Cours den 5. oktober



