Andensidste afdeling af World Superbike blev en regnvåd affære på Magny Cours banen i Frankrig.
Tom Sykes på Kawasaki startede på pole, men Jonathan Rea (Honda) tog starten efterfulgt af Sykes og Chaz Davies på Ducati. Forholdene gjorde det umuligt at finde greb, og begge Ducati kørere udgik. Rea kunne ikke finde farten på den våde asfalt og faldt ned som 6’er, efter de to Aprilia kørere Sylvain Guintoli og Marco Melandri samt de to Kawasakier.
Både Loris Baz og Tom Sykes på Kawasakierne havde problemer med balancen og især baghjulets greb på visse dele af banen, modsat de to førende Aprilia der så afbalancerede og langt mere letkørte ud.
I sidste fjerdedel af løbet var de to Aprilia suverænt i front, og indledte en tæt kamp om sejren indtil Melandri gik ubesværet forbi. Den beslutning faldt helt tydeligt ikke i Aprilia teamets smag, der fra pitvæggen åbentlyst beordrede Melandri til at falde tilbage bag Guintoli af hensyn til kørermesterskabet. Melandri så et stykke tid ud til at ignorere teamet, men med to omgange tilbage trak han pænt ind til siden og lod Guintoli komme forbi igen. Bag dem lå Loris Baz også foran holdkammerat Sykes, og modtog ordrer om at falde tilbage én position, hvilket han da også gjorde omend med tydelig hovedrysten til overs for den langsommere Sykes. Aprilias og Kawasakis pitværksteder har ikke været et hyggeligt sted at opholde sig mellem løb 1 og 2.
Dermed blev vinderen Sylvain Guintoli, efterfulgt af Marco Melandri og Jonathan Rea der kørte et flot løb på Hondaen.
Løb 2 var lige så vådt men langt mere tåget, og igen var det Rea foran Giugliano på Ducati og Sykes fra starten. Guigliano havde et hårdt chrash, og halvvejs gennem løbet måtte også Rea ned i samme sving efter en kraftig highsider. Det efterlod sejren til endnu engang at blive udkæmpet mellem de to Aprilia kørere, efterfulgt af Sykes og Leon Haslam på Honda der lagde hårdt pres på Kawasaki-køreren. Med to omgange tilbage gik Haslam forbi Sykes og kunne tage nederste trin på podiet.
Med 3 omgange tilbage og Melandri sikkert i front foran Guintoli blev Aprilias pitboad igen fundet frem, med strenge ordre om at lade Guintoli komme forbi. Melandri valgte dog denne gang at se stort på teamets ordre og tog sejren foran holdkammeraten.
Efter dagens to løb fører Tom Sykes nu kun medsterskabet foran Sylvain Guintoli med 12 point. Om en måned køres sidste afdeling på Losail, hvor der er op til 50 point på spil.



