WRC-feltet mødes i den kommende week-end i Tyrkiet. Det tyrkiske VM-rally har holdt et års pause i WRC-serien, men selv om man nu er tilbage i Tyrkiet, så bliver årets rally en helt ny oplevelse i forhold til tidligere. Og det bliver et rally, som kommer til at byde deltagerne på nogle lidt specielle udfordringer.

Rallyet er blevet flyttet til et nyt område, hvilket betyder, at der ikke er nogen af kørerne, som har forhåndskendskab til prøverne fra tidligere år. Det er altid en ekstra udfordring for kørerne, da de sjældent rammer 100% i plet med deres noter første gang de kører en hastighedsprøve. Undervejs foretager man derfor små justeringer af noterne, så efterfølgende gennemkørsler kan gøres endnu hurtigere – og nok så væsentligt med større sikkerhedsmargin. Sidste år viste Mikko Hirvonen sig at være rigtig god til at køre hurtigt på nye prøver, da han vandt både i Australien – hvor der blev kørt i et nyt område i forhold til tidligere – og i Polen, som var et helt nyt WRC-rally i 2009. Tidligere har han også vundet i Norge og i Jordan, da disse rallies blev kørt for første gang. Han har brug for at kunne fortsætte denne sejrsrække i Tyrkiet (hvor han iøvrigt vandt sidst der blev kørt i 2008), da hans afkørsel i Mexico betyder, at han er sat bagud i VM-kampen og i øjeblikket er faldet ned på en 3. plads efter sin teamkammerat Jari-Matti Latvala.

Forrest i VM har vi Sebastien Loeb, som ligger 25 point foran Latvala. 25 point er netop hvad man får for en sejr, så Loeb vil faktisk beholde sin VM-føring uanset hvordan det går ham i Tyrkiet, hvilket giver ham den sikkerhed, at han ikke behøver at satse hele butikken, hvis det skulle vise sig, at han ikke føler sig helt tryg ved sine noter på de nye prøver. Loeb stiller til start i en helt ny Citroën C4. Der er dog ikke tale om en helt ny model, men blot et friskt eksemplar af den eksisterende udgave.

Endnu en specialitet ved rallyet i Tyrkiet er, at prøverne er på uens underlag. Der skiftes frem og tilbage imellem grus og asfalt og det bliver spændende at se, hvordan kørerne håndterer det. Løbet er overvejende et grusrally, så det betyder at prøverne vil blive kørt på grusdæk. Dermed vil kørerne komme ud for at skulle køre prøver, hvor dækkene ikke passer optimalt til underlaget – for nu at sige det pænt. Dette forstærkes af, at asfaltstrækningerne i de fleste tilfælde ligger tidligt på prøverne. Der skal således køres på asfalt med friske grusdæk, hvor mønsterdybden betyder at dækkene giver sig mere sideværts end asfaltdæk – eller slidte grusdæk – ville gøre. Ydermere skal kørerne passe på ikke at raspe alt mønsteret af på asfalten, for så har de ikke noget at gøre med senere, når de skal ud på grus med de samme dæk. Det kan blive en vanskelig balancegang.

Tyrkiet er også årets første afdeling i J-WRC mesterskabet. Der er tilmeldt 11 kørere til årets mesterskab og heraf har de 8 valgt at tage Rally Tyrkiet med i deres årsprogram, hvor de skal deltage i 5 af de 6 J-WRC rallies. Alle kørerne skal igennem 23 hastighedsprøver i løbet af fredag d. 16. april til søndag d. 18.

Foto: National Rally Productions / Marko Makinen