Med sin 3. sejr i træk udbyggede Sebastien Loeb sin føring i VM i rally. Han blev fulgt til dørs af Petter Solberg og Mikko Hirvonen, som begge var tæt på at sætte deres placeringer over styr i den afsluttende spurt.

Efter man i Jordan var vidne til et større taktisk spil omkring at opnå den bedste startplacering i feltet, havde man forud for rallyet i Tyrkiet advaret kørere og teams om, at man ikke ville acceptere hvad der kunne opfattes som usportslige midler. Det vil altid være vanskeligt at afgøre, om kørerne bevidst kører lidt langsommere end maksimum for at falde lidt tilbage, men kneb som at checke forkert ind til tidskontrollerne skulle man ikke regne med at se i Tyrkiet.

Og så viste rallyet sig faktisk ikke at opmuntre til taktiske overvejelser. Førstedagen udviklede sig til en tæt kamp imellem 6 kørere, som efter 9 prøver kun var skilt af 27 sekunder og der så ikke ud til at være nogen markant fordel ved at starte senere. Det var Sebastien Ogier, som førte feltet an og selv om han startede først på andendagen, så forsvarede han sin føring godt og holdt sig i spidsen indtil dagens 6. prøve, hvor han måtte stoppe på en prøve og skifte et punkteret hjul. Det kostede ham 3 minutter og satte ham helt udenfor kampen om sejren. Han var dog ikke den første, som var faldet af førerfeltet. Jari-Matti Latvala var rullet med sin Ford Focus og selv om han også kunne fortsætte, havde han tabt 9 minutter alene på afkørslen og flere minutter fulgte på de følgende prøver inden han fik bilen til service.

Sebastien Loeb havde kørt sig lidt ind på Ogier i løbet af dagen, og da Ogier faldt tilbage var det Loeb, som overtog føringen, som han holdt lørdagen ud. Men med Petter Solberg og Mikko Hirvonen begge omkring 17 sekunder bagude, var der blæst til kamp søndag morgen. Vejrmeldingen lød på regn, hvilket ville annulere en eventuel lille fordel, som Loebs forfølgere ville have ved at have ham til at køre først i sporet. Regnen kom, men i noget større mængder end godt var. Så meget regnede det, at søndagens to første prøver måtte annulleres, hvilket gav Solberg og Hirvonen færre prøver til at hente Loebs forspring.

Måske dette faktum fik de to til at satse lige en tand ekstra? I hvert fald ødelagde de begge deres chance på de efterfølgende prøver. Hirvonen med en punktering efter han skar et sving for snært og Solberg efter han lige snittede et træ og bestemte, at så heldig er man nok kun en gang. Hirvonen faldt tilbage på en 4. plads, men han rykkede frem som 3’er igen, da Dani Sordo udgik 2 prøver før mål.

Ogier kom ind som nummer 4 fulgt af Kimi Raikkonen, som kørte sit bedste rally til dato. Under rallyet kæmpede han med kørere som Federico Villagra og Matthew Wilson, der har flere års erfaring i deres Ford Focus’er og han kørte regulært fra dem. Det er flot kørt af finnen, som har gjort store fremskridt allerede i løbet af de få VM-rallies, han har kørt.

Foto: Citroën

Resultat:
1: Sebastien Loeb(F)/Daniel Elena(MC) – Citroën C4 WRC
2: Petter Solberg(N)/Phil Mills(GB) – Citroën C4 WRC (+54,5)
3: Mikko Hirvonen(FIN)/Jarmo Lehtinen(FIN) – Ford Focus RS WRC 09 (+1:43,4)
4: Sebastien Ogier(F)/Julien Ingrassia(F) – Citroën C4 WRC (+3:46,0)
5: Kimi Raikkönen(FIN)/Kaj Lindström(FIN) – Citroën C4 WRC (+6:44,3)
6: Federico Villagra(RA)/Jorge Perez Companc(RA) – Ford Focus RS WRC 08 (+7:56,7)
7: Matthew Wilson(GB)/Scott Martin(GB) – Ford Focus RS WRC 08 (+8:29,2)
8: Jari-Matti Latvala(FIN)/Miikka Antilla(FIN) – Ford Focus RS WRC 09 (+19:44,2)
9: Dennis Kuipers(NL)/Frederic Miclotte(B) – Ford Fiesta S2000 (+23:22,2)
10: Aaron Burkart(D)/Andre Kachel(D) – Suzuki Swift S1600 (+27:04,7)

VM-stillingen – kørere:
1: Sebastien Loeb – 93
2: Petter Solberg – 53
3: Mikko Hirvonen – 52
4: Jari-Matti Latvala – 47
5: Sebastien Ogier – 45
6: Dani Sordo – 24
7: Matthew Wilson – 22
8: Federico Villagra – 20
9: Henning Solberg – 18
10: Kimi Raikkonen – 14

VM-stillingen – teams:
1: Citroën Total World Rally Team – 126
2: BP Ford Abu Dhabi World Rally Team – 111
3: Citroën Junior Team – 75
4: Stobart M-Sport Ford Rally Team – 56
5: Munchi’s Ford World Rally Team – 26