Det bliver Dani Sordo, der sammen med Mikko Hirvonen skal udgøre Citroën Racings VM-udfordrere i 2013.

Spanske Sordo vender dermed tilbage til det franske mærke, hvor han var juniorkører frem til 2010 (foto).

Et skifte til MINI blev ikke det ventede skub til karrieren, da BMW efter første rally i 2012 trak støtten.

Den 29-årige spanier fortsætter sammen med codriver og landsmand Carlos del Barrio.

Sordo debuterede for Citroën i 2005 bag rattet af en C2 Super1600 i J-WRC og rykkede op til WRC året efter i en Xsara WRC. Da Citroën efter en pause vendte tilbage med C4 WRC blev der plads til Cantabria-køreren i Citroën Total World Rally Team, hvor han til dato har taget 25 podieplaceringer.

– Jeg er selvfølgelig glad for at vende tilbage til et team, som jeg har delt så mange gode minder med. Dette var mit førstevalg til 2013, siger Dani Sordo i en pressemeddelelse fra teamet.

– De seneste år har været gode for mig. Jeg har lært andre arbejdsmetoder og har taget mere ansvar i udviklingsprocessen i et andet team. Min tilbagevenden til Citroën er en stor mulighed. Jeg mangler stadig min første sejr i WRC, og jeg går målrettet efter at få den næste sæson, slutter Sordo.

Det er ikke bekræftet, om aftalen gælder hele sæsonen. Sébastien Loeb har som tidligere nævnt på Racemag kontrakt på enkelte rallies i 2013.

Nyheden efterlader den anden kandidat Mads Østberg uden fabrikssæde til den kommende sæson. Nordmanden har gennem årene kørt i eget regi i Adapta World Rally Team.