Allerede nu er Karlstad på den anden ende. Sverige – og for en kort bemærkning Norge – lægger sne og is til anden afdeling i FIA WRC, Rally Sweden.
Det spektakulære rally på de hurtige svenske skovveje løber af stablen fra onsdag, hvor en lige så spektakulær superspecial køres i Karlstad på byens travstadion.
24 specialprøver skal kørerne ud på, og arrangørerne melder om god sne, så der bliver brug for pigdækkene frem til lørdag, hvor vinderen findes efter Värmullsåsen-prøven, som er powerstage.
Torsdag byder rallyet på syv relativt korte prøver, der bl.a. går ind i Norge. Det er dog vigtigt at undgå uheld og defekter, da der ikke er service i Hagfors før prøverne er kørt.
Rallyet afvikles frem til lørdag grundet åbningen af vinter-OL i Sochi.
Sébastien Ogier vandt i 2013, men første rally i 2014-sæsonen så, at de noget ekstreme vejrforhold nemt kan give forskydninger i fronten. Der er da også en stribe kørere, der står på spring til at vippe den regerende verdensmester af tronen.
Norske Mads Østberg (foto) er en af de kørere. Og selvom nordmanden aldrig helt fandt sig til rette i sin Citroën DS3 WRC i Rallye Monte-Carlo, så er han en af de kørere, der skal holdes øje med i sit og codriver Jonas Anderssons hjemmebanerally. Østberg har været på podiet i rallyet de sidste tre år med en andenplads i 2011 som bedste.
Finner har det som regel også ganske godt på de snedækkede, svenske veje, og både Jari-Matti Latvala og Mikko Hirvonen har noget at indhente i forhold til sæsonstarten. Kris Meeke, Østbergs teamkammerat i Citroën, som kørt et solidt Rallye Monte-Carlo, debuterer på sneen og lægger selv låg på forventningerne.
Hos nykommerne fra Hyundai vil vi formentlig se en Thierry Neuville køre afventende efter sin alt for tidlige exit i Monte, mens Juho Hänninen er hentet ind for at køre bl.a. det svenske rally som et af sine favoritrallies.
Også Robert Kubica vil være værd at holde øje med, ligesom den talentfulde svensker Pontus Tidemand kommer frisk med en NM-sejr. Altid spektakulære Henning Solberg er også tilbage i VM-sammenhæng for et enkelt rally.
Tidsplan Rally Sweden 2014
Onsdag 5. februar
20:04 SS1 Super Special Stage Karlstad 1 – 1,90km
Torsdag 6. februar
10:54 SS2 Torsby 1 – 7,03km
12:29 SS3 Kirkenær 1 – 7,16km
13:04 SS4 Finnskogen 1 – 16,82km
14:54 SS5 Kirkenær 2 – 7,16km
15:29 SS6 Finnskogen 2 – 16,82km
16:59 SS7 Torsby 2 – 7,03km
FlexiService Hagfors
Fredag 7. februar
08:16 SS8 Lesjöfors 1 – 15,00km
09:28 SS9 Fredriksberg 1 – 18,15km
10:15 SS10 Rämmen 1 – 22,76km
10:56 SS11 Hagfors Sprint 1 – 1,87km
Service Hagfors
13:08 SS12 Lesjöfors 2 – 15,00km
14:20 SS13 Fredriksberg 2 – 18,15km
15:07 SS14 Rämmen 2 – 22,76km
15:48 SS15 Hagfors Sprint 2 – 1,87km
Service Hagfors
19:00 SS16 Super Special Stage Karlstad 2 – 1,90km
Lørdag 8 februar
07:55 SS17 Hara 1 – 11,32km
08:33 SS18 Torntorp 1 – 19,26km
09:07 SS19 Vargåsen 1 – 24,63km
10:25 SS20 Värmullsåsen 1 – 15,87km
Service Hagfors
12:24 SS21 Hara 2 – 11,32km
13:02 SS22 Torntorp 2 – 19,26km
13:36 SS23 Vargåsen 2 – 24,63km
15:13 SS24 Värmullsåsen 2 (PowerStage) – 15,87km



