WRC-kørerne skal dyste på grus i årets andet VM-rally, som køres i Mexico. Efter sin sejr i det svenske vinterrally står Mikko Hirvonen overfor en stor opgave med at holde Sebastien Loeb bag sig i et rally, som franskmanden holder meget af.

Det er tidligt at udnævne sæsonen til en duel imellem kun to kørere, men der er meget, som lægger op til at 2010 bliver en dyst imellem Loeb og Hirvonen med de øvrige som statister. Andenkørerne hos henholdsvis Citroën og Ford er lige netop at regne som andenkørere. Jari-Matti Latvala har allerede fået defineret sin opgave i år, som bliver at køre solide placeringer hjem til konstruktørmesterskabet – og dermed ikke slås med Hirvonen. Og hos Citroën er der ingen tvivl om hvem der er – og længe har været – det bedste bud på titlen, selv om Sordo bliver hurtigere og kommer tættere på sin første VM-sejr. Petter Solberg skuffede fælt i Sverige og han skal virkelig vise, at han har fået styr på sin nye Citroën C4 for at han kan håbe på at blande sig imellem de to førende.

Men en sæsonlang dyst imellem to kørere kan også blive meget spændende. Hirvonen udtalte op til 2010, at han ville være mere aggressiv i år og man må sige, at han holdt ord i Sverige, hvor han virkede til at have godt styr på rallyet. På de sidste prøver opgav Loeb sågar at lægge pres på finnen og stilte sig tilfreds med andenpladsen. Det er ikke noget, man har været vant til at se i de seneste år. I Mexico kan situationen dog let blive omvendt. Loeb synes godt om det meksikanske rally og vandt det da også sidst, det talte til VM i 2008. Hirvonen derimod har ikke bedre resutat end en 3. plads og led i 2008 under at være første kører på prøverne – en fornøjelse, som han i kraft af sin VM-føring, får igen i år.

Kimi Raikkonen fortsætter sin WRC-sæson og forventer, at han føler sig lidt mere hjemme på grusvejene end i sneen i Sverige. Men finnen skruer fornuftigt nok ikke forventningerne særlig højt op: Det gælder om at få nogle kilometre under hjulene og samle erfaringer sammen. I Mexico vil der heller ikke være helt den samme focus på Raikkonen, da der er et andet stort navn, som får sin WRC-debut her. Det er amerikanske Ken Block, der er et stort navn som stuntkører i USA. I Europa er han nok mest kendt for nogle særdeles spektakulære videoer, hvor han viser hvordan en Subaru Impreza skal kyles rundt på en flyveplads eller et havneområde. I år deltager han i udvalgte WRC-rallies i en Ford Focus og det bliver spændende at se, hvor han finder sin plads i feltet.

Rallyet tæller også til mesterskaberne i Super2000 og Production, ganske som det svenske vinterrally. I Sverige blev det til lokale sejre i begge kategorier, men under de mere traditionelle rallyforhold i Mexico vil de kørere, som satser på at vinde det samlede mesterskab i højere grad kunne komme til fadet.

Kørerne kommer i mål søndag efter at have kørt 18 hastighedsprøver.

Foto: National Rally Productions