Efter Rally Bulgarien kan Fords to kørere, Hirvonen og Latvala, ikke have mange håb om at vinde VM. Det så i forvejen vanskeligt ud eftersom 4 ud af efterårets rallies er på asfalt og der er Sebastien Loeb (billedet) og Citroën selvskrevne favoritter, men efter det første asfaltrally i Bulgarien ser situationen nærmest umulig ud for Ford-kørerne. Det var ikke kun Loeb, som var umulig at følge. Ford-kørerne kunne ikke følge noget med et Citroën-logo på og de måtte kæmpe indbyrdes om de sekundære placeringer.
Blandt Citroënerne mente Sebastien Loeb ikke, der skulle være nogen diskussion om, hvem der skulle have sejren. I løbet af de 4 prøver, der blev kørt fredag, skabte han sig et forspring på et halvt minut og så var den sag afgjort. Fra da af havde han overskud til at køre på det sikre og forspringet ændrede sig da heller ikke indtil mål.
Andenpladsen var igennem hele rallyet et tæt opgør. Dani Sordo, Sebastien Ogier og Petter Solberg sloges allerede fra den første prøve. Ogier faldt dog hurtigt fra efter en afkørsel på 3. hastighedsprøve, hvor han mistede et minuts tid, men Sordo og Solberg brugte hele løbet på en lang dyst. Lørdag middag så det ud som om, at Sordo havde krammet på Solberg, men så slog nordmanden til med hurtigste tid af alle på dagens sidste 3 prøver og inden søndagens 4 prøver var der kun 5 sekunder op til Sordo. Men Sordo var ikke indstillet på at give op. Selv om Solberg åbnede søndagen med igen at være hurtigst af alle, så svarede Sordo straks igen og han var i stand til at holde sin andenplads. En spændende kamp og godt kørt af Solberg, som i Bulgarien for første gang kørte sammen med Chris Patterson, der har afløste Phil Mills i højresædet, efter Mills har bestemt sig for at trække sig tilbage fra WRC.
De tre blev fulgt i mål af Sebastien Ogier, som på trods af sin afkørsel alligevel kunne køre fra den bedste Ford, som var Mikko Hirvonen, der kom ind på 5. pladsen. Den 5. plads kunne faktisk godt have været en 6. plads, for efter de første prøver var der en 5. Citroën C4 foran ham. Det var Kimi Raikkonen, som nu, hvor der var asfalt under hjulene, virkelig lukkede op for gassen. Han kunne ikke helt følge de øvrige Citroëner, men Raikkonen var fuldt ud i stand til at kæmpe med Hirvonen og Latvala i Forderne. Det varede dog kun til prøve 4, hvor finnen røg af vejen og derefter blev sat langt tilbage da han startede igen under Superally om lørdagen. Resultatet var der ikke for Raikkonen denne gang, men tempoet lover for en spændende sæsonafslutning i de næste asfaltrallies.
Og så er vi kommet til Ford-teamet. Hvad gik der galt? Det spørger man sig nok også om internt i teamet. Faktum er, at ingen af de to kørere kunne følge med konkurrenterne. Der var også et uheldigt dækvalg lørdag morgen, hvor prøverne var fugtige og Ford-teamet spillede på den forkerte hest. Det kostede mange sekunder, men spillet var allerede tabt på dette tidspunkt. Hirvonen slutter over 3 minutter efter Loeb og det er alt, alt for meget. Ford må hjem og tænke meget dybt over, hvordan de kan hente mere ud af deres Focus.
I VM-stillingen cementerede Loeb sin føring og med begivenhederne i Bulgarien i baghovedet har han også gjort det yderligere svært at få øje på nogen, som kan tage mesterskabet fra ham. Citroënen er bilen at have på asfalt og internt i teamet ser det også ud som om Loeb fik sat lidt trumf på overfor især Sebastien Ogier. Der skal nok blive kamp om sejren i flere af de tilbageværende rallies, men en konstant trussel imod et nyt mesterskab til Loeb ser der ikke ud til at kunne mønstres i år.
Foto: Citroën
Resultat:
1: Sebastien Loeb(F)/Daniel Elena(MC) – Citroën C4 WRC
2: Dani Sordo(E)/Marc Marti(E) – Citroën C4 WRC (+29,5)
3: Petter Solberg(NOR)/Chris Patterson(GB) – Citroën C4 WRC (+36,3)
4: Sebastien Ogier(F)/Julien Ingrassia(F) – Citroën C4 WRC (+1:55,0)
5: Mikko Hirvonen(FIN)/Jarmo Lehtinen(FIN) – Ford Focus RS WRC 09 (+3:17,8)
6: Jari-Matti Latvala(FIN)/Miikka Anttila(FIN) – Ford Focus RS WRC 09 (+4:28,5)
7: Per-Gunnar Andersson(SWE)/Jonas Andersson(SWE) – Ford Focus RS WRC 08 (+5:25,2)
8: Frigyes Turan(HUN)/ Peugeot 307 WRC (+7:04,0)
9: Matthew Wilson(GB)/Scott Martin(GB) – Ford Focus RS WRC 08 (+9:28,6)
10: Henning Solberg(NOR)/Ilka Minor(AUT) – Ford Fiesta S2000 (+13:06,0)
VM-stillingen – kørere:
1: Sebastien Loeb – 151
2: Sebastien Ogier – 100
3: Mikko Hirvonen – 86
4: Jari-Matti Latvala – 80
5: Petter Solberg – 78
6: Dani Sordo – 67
7: Matthew Wilson – 40
8: Federico Villagra – 26
9: Henning Solberg – 25
10: Kimi Raikkonen – 15
VM-stillingen – teams:
1: Citroën Total World Rally Team – 232
2: BP Ford Abu Dhabi World Rally Team – 185
3: Citroën Junior Team – 125
4: Stobart M-Sport Ford Rally Team – 98
5: Munchi’s Ford World Rally Team – 40