VM-rallyfeltet er rejst til den anden side af jorden. I denne week-end køres Rally Australien, som er årets 3. sidste VM-rally.

Mesterskabet nærmer sig dermed sin afgørelse og i modsætning til begyndelsen af året, er det nu ikke længere let at pege på en favorit. Efter de første rallies så det ud som om at Sebastien Loeb ikke kunne stoppes, men på det seneste har Mikko Hirvonen ikke blot indhentet Loebs forspring, men også virket som en mand, der er i stand til at slå Loeb.

I Australien kommer de to til at kæmpe på fuldstændig lige grund. Rally Australien var i mange år en fast del af VM-sæsonen og et uhyre populært rally, som ofte er blevet kåret som sæsonens bedste. Men nu har rallyet holdt to års pause, og det er overhovedet ikke det samme, som deltagerne nu vender tilbage til. Tidligere kørte man omkring Perth på vestkysten, men nu afvikles rallyet i den modsatte ende af landet på østkysten. Hele 4000 kilometer fra det gamle rallycentrum – jo, Australien er stort.

Det betyder, at alle kørerne står på bar bund med hensyn til kendskab til prøverne og derfor må starte op udfra helt nyskrevne noter. Lidt tilsvarende situationen i Polen, som netop var det rally, hvor Mikko Hirvonen for alvor begyndte at hale ind på Loeb i mesterskabet.

En deltager, som mangler på startlisten denne gang, er norske Petter Solberg, som efter sigende har kørt sidt sidste rally i den Citroën Xsara, han har deltaget med det meste af sæsonen. Det betyder dog ikke, at vi ikke kommer til at se Petter Solberg mere i denne sæson – der arbejdes i både Citroën C4 og Ford Focus til de sidste to rallies efter Rally Australien.