Få overblikket over, hvilke danske elitekørere du kan følge i den kommende weekend.

Weekenden byder på flere spændende løb for Team Danmark-kørerne med IndyCar, FIA World Endurance Championship, Formel 3 og Italian F4 på programmet.

Christian Lundgaard og Christian Rasmussen er i aktion i sæsonfinalen af IndyCar – og der er stadig masser på spil for begge to. Det kan du læse meget mere om her.

WEC: K-Mag er det største danske mesterskabshåb ved sæsonens midtpunkt

Femte runde af FIA World Endurance Championship finder sted ved Lone Star Le Mans på Circuit of the Americas i Texas.

Kevin Magnussen har etableret sig som det stærkeste danske mesterskabshåb med en andenplads på Spa og hans første WEC-sejr i São Paulo. Dansker-BMW’en har haft en stærk sæson, men er 25 point bag søsterbilen, som fører mesterskabet. Det skyldes primært de tekniske problemer på Le Mans, der betød, at #15 forlod Frankrig uden point.

Hos Ferrari er Nicklas Nielsens sæson ikke gået efter planen. Tredjepladsen på Spa er det bedste resultat for bil #50, der lige nu ligger på en skuffende 11.-plads i en sæson præget af straffe og tekniske problemer.

Hos Peugeot TotalEnergies har Malthe Jakobsen etableret sig som holdets topkører, men 9X8’erens mangel på fart er desværre ikke blevet bedre i 2026. Dermed er danskerens Peugeot #94 på 20.-pladsen med blot 2 point. Men Lone Star Le Mans lagde asfalt til Jakobsens første WEC-podie sidste år – forhåbentlig kan Peugeot gentage succesen i år.

Hos Aston Martin har der også været langt mellem højdepunkterne for Marco Sørensen. Danskeren hentede de første point for Aston Martin #009 i sidste løbsweekend på Interlagos og ligger på 21.-pladsen i mesterskabstillingen, á point med Malthe Jakobsen.

Tidsplan for Lone Star Le Mans

Fredag den 4. september
18:30 | Fri træning 1
23:00 | Fri træning 2

Lørdag den 5. september
18:00 | Fri træning 3
22:40 | Kvalifikation – Hypercar
23:00 | Hyperpole – Hypercar

Søndag den 6. september
20:00 | Lone Star Le Mans

Du kan se FIA WEC på Eurosport of FIAWEC+.

FIA Formel 3: Noah Strømsted på pointjagt i Italien

Mens Freddie Slater og Ugo Ugochukwu er stukket af i spidsen af Formel 3-mesterskabet, er Noah Strømsted stadig godt med i bronzekampen, hvor ingen kørere har formået at etablere sig som favoritten.

Det danske medaljehåb er faldet tilbage til sjettepladsen efter to svære løbsweekender i Belgien og Ungarn. Med i alt fire løb tilbage – to på Monza i den kommende weekend og to i Madrid i næste uge – har Strømsted altså brug for en stribe topresultater, hvis han skal overhale konkurrenterne.

Tidsplan for Formel 3 på Monza

Fredag den 4. september
08:35 | Træning
14:00 | Kvalifikation A
14:20 | Kvalifikation B

Lørdag den 5. september
09:30 | Sprintløb

Søndag den 6. september
08:15 | Featureløb

Du følge Noah Strømsted i Formel 3 på Viaplay.

Italian F4: David Walther og Knud Nielsen jagter topresultater

Italian F4 er på Imola i weekenden, hvor David Walther skal fortsætte sin stærke sæson. Walther har ikke fundet helt samme form i det italienske mesterskab som i F4 CEZ, hvor han fører mesterskabet, men det er alligevel blevet til tre podier i Italien.

Knud Nielsen er midt i en fornem debutsæson i bilsport. Han ligger på andenpladsen i rookie-stillingen.

Tidsplan for Italian F4 på Imola

Fredag den 4. september
09:55 | Fri træning
15:15 | Kvalifikation 1-A
15:35 | Kvalifikation 1-B

Lørdag den 5. september
10:10 | Race 1
16:30 | Race 2

Søndag den 6. september
08:45 | Kvalifikation 2-B
09:05 | Kvalifikation 2-A
16:30 | Race 3

Du kan følge David Walkther og Knud Nielsen live på seriens officielle YouTube-kanal.