Mark Webber tog Red Bull Racings podieplacering nummer 11 denne sæson og tog en bid af Jenson Buttons og Brawn GP’s føring i VM. Selvom Lewis Hamilton og Kimi Räikkönen stjal rampelyset på placeringerne foran australieren, har han masser at glæde sig over efter Ungarns Grand Prix.

– Jeg forventede, at vi ville være lidt hurtigere efter træningen fredag, men for at være ærlig, så regnede vi også med at disse gutter (McLaren-Mercedes og Ferrari, red.) ville være tæt på. Vi vidste, at det ville være en svære bane for os, og at vi ikke ville have den fordel, vi nok har haft de sidste to løb, så, alt i alt, så er jeg glad for resultatet, vi fik i dag, siger Mark Webber i en pressemeddelelse.

– Jeg tror, vi ville have en større chance for at kæmpe med Kimi, hvis vi havde lavet et lidt anderledes pitstop og valgt det andet dæk i det midterste stint. Men det var min beslutning. Jeg var bekymret for, hvor længe stintet ville være, så det var svært at vide, hvilket dæk man skulle sætte på, siger Webber om sin strategi.

– Alt i alt er der meget positivt at tage med herfra- vi er stadig med, vi jager og vi ved, at vi kan være konkurrencedygtige på en masse baner, siger Webber.

For teamkammerat Sebastian Vettel var det en skidt dag med DNF trods startplacering som nummer to. Andenpladsen i mesterskabet er nu også overtaget af teamkammeraten.

– Jeg havde en kollision med Kimi i første sving. Jeg var på inderside og havde fri bane til at accelerere, da hans bil kom på tværs og vi ramte hinanden. Han crashede ind i min bil, sådan noget sker. Det var derfor, mit første stop var så dårligt, og på et tidspunkt gav venstre forhjulsophæng op og vi måtte udgå, siger Vettel.

– Vi vidste, at det ville blive tæt her med andre teams, men i starten af løbet kan man ikke gøre andet end at trykke speederen i bund. Vi har en knap på vores rat, som ligner den, andre teams har, men intet sker, når du trykker på den, siger Vettel og hentyder igen-igen til McLarens KERS.

Foto: Paul Gilham/Getty Images