De to Red Bull-kørere Mark Webber og Sebastian Vettel tog en lille bid af Brawn GP’s føring i konstruktørernes mesterskab i løbet på Istanbul-banen. Men selvom begge kørere kunne træde op på podiet, var der ikke noget at gøre mod Jenson Button.

.- Jeg kendte Sebastians strategi og vidste, at jeg havde en chance for at komme på podiet . Både Sebastian og jeg vidste, at førstepladsen var væk, og det handlede om, hvem der ville ende bag Jenson – han var som på en anden planet, siger Mark Webber, der vandt en placering i starten på Rubens Barrichellos bekostning.

– Mit andet stint var afgørende, jeg skulle pushe virkeligt hårdt. Når du er på en anden strategi, ser du næsten ikke den anden kører før efter pitstoppene, men det endte godt for os. Min engineer holdt mig opdateret om hvad der skete. Jeg gjorde nok i andet stint til at overhale Sebastian i stoppene, og så skruede vi ned på motoren og fik bilen i mål, siger Webber.

Da Sebastian Vettel på første omgang lavede en fejl ud af sving ni på banens bagside, så Button kunne gå forbi, skiftede Red Bull-teamet angiveligt til en trestop-strategi for at forsøge at overhale Button.

– Vores eneste chance for at angribe Jenson var en trestops-strategi, hvilket vi valgte. Det afhang dog af at vi skulle overhale Jenson i andet stint, men det kunne Sebastian desværre ikke i dag, og tiden han mistede var forskellen mellem nummer to og tre, siger Christian Horner fra Red Bull Racing.

Fotos: Paul Gilham