Trods de relativt magre danske resultater i anden afdeling af Scandinavian Touring Car Cup, så var Jason Watt fuld af fortrøstning efter en weekend med masser af udfordringer.
Den danske SEAT-kører havde store problemer med overstyring i chikanerne i løbet af fredagen. Det satte den hvide Leon langt tilbage i rækkerne, men i lørdagens to løb viste Watt god fart. Det blev dog et par sammenstød med konkurrenterne, der afgjorde weekenden.
– I første løb lå jeg tier og fik et tryk fra Casper (Elgaard, red.), så jeg måtte noget tilbage i feltet igen. Det var ellers ærgerligt, for jeg havde god kontakt til dem foran, og vi havde fået sat bilen meget bedre op til løbet, siger Watt til Racemag.
I andet løb satte et overhalingsforsøg på Mattias Andersson en stopper for weekenden for Watt. Under et forsøg i hårnålen. Alt tegnede ellers lyst for de danske kulører i et løb, hvor Jan Magnussen var sat ud af spil og Robert Schlünssen indkasserede en drivethrough.
– Jeg lå firer på et tidspunkt, hvor jeg ramte rækværket, så rattet stod skævt og bilen kørte lidt mærkeligt. Så kom safetycaren på banen, lige da jeg ellers havde fået et hul ned til Dahlgren, der lå og skubbede godt på. Det var surt, for vi lå til så meget mere – men jeg synes da, at vi fik vist flaget, siger Watt.
Watt måtte udgå, da han under et overhalingsforsøg på Mattias Andersson forbremsede sig og ramte svenskeren i Alfa Romeo hårdt.
– Det var min fejl, der var bare for glat i indersporet og jeg kørte bare lige ind i ham, siger en ærlig Watt.
Watt tog dog en tredjeplads i DTC i det første løb, så det er relativt tæt i toppen inden næste løb på FDM Jyllandsringen den 20. juni.
Foto: Thomas Norsted, www.racemag.dk