DTC er nu klar til start efter sommerferien. Det sker på søndag, hvor fjerde af syv afdelinger køres på Padborg Park.

En gang tidligere i år har racerbanen ved den dansktyske grænse lagt asfalt til en mesterskabsafdeling. Det var i maj, hvor James Thompson bragte sig i front af mesterskabet. Men også en anden kører var med fremme. Det er Jason Watt, og det har han også planer om at være denne her gang.

– Padborg Park gik godt sidste gang. Jeg kørte et klogt løb, og jeg håber, at jeg kan komme fremad denne her gang, siger Jason Watt ifølge en pressemeddelelse.

– Jeg har stort set altid været hurtig på Padborg Park, næsten uanset hvad bil jeg har kørt. Selv da jeg kørte i en privat Peugeot, lykkedes det mig at holde Henrik Lundgaard i en spritny BMW bag mig, Jeg har altid godt kunnet lide banen, men det var først sidste gang, jeg blev belønnet for det.

Jason Watt formåede ved den lejlighed at holde trioen Michel Nykjær, Jan Magnussen og Henrik Lundgaard stangen, så han kunne besætte andenpladsen i finalen og for første gang i næsten fem år komme med på podiet efter en afdeling af DTC.

– Jeg satser på, at jeg også kan komme på podiet denne her gang, og så håber jeg på, at man på Padborg Park har brugt sommerferien til at få gjort præmiepodiet stort nok til, at der også kan være plads til en kørestol, ler Jason Watt.

– Det næste løb på Padborg Park er måske det løb, hvor tingene er mest åbne. Hondaen er uhyggelig stærk, og James Thompson ser ud til at have det bedste udgangspunkt, men bag ham ser det ud til at blive rigtigt tæt. Chevyerne er stærke, og lige pludselig rammer Casper Elgaard og Jens Møller i de to andre Seater også formen, og så skal der kæmpes hårdt bare for at komme i top 10.