Jason Watt og hans team er klar til 2010-sæsonen. For den populære SEAT-kører byder den nye Scandinavian Touring Car Cup på nye og tiltrængte udfordringer – andre baner. Ifølge dette års femmer i mesterskabet er det på høje tid, at der kommer ny asfalt under DTC-racerne.

– Den væsentligste fordel er, at vi får flere baner at køre på. Jeg var ved at blive træt af at køre tre gange på Jyllandsringen og to gange på Padborg Park. Nu skal vi køre på fem baner, det bliver godt. Og det bliver fedt med Ring Knutstorp, der jo ligger tæt på København. Det bliver næsten som et københavner-grand prix igen, siger Jason Watt til www.racemag.dk.

– Det er et godt tiltag, og der er ingen tvivl om, at vi skulle til at tænke ud af boksen for at gøre det lidt mere eksotisk. Men i forhold til finanskrise osv. tror jeg ikke, det hjælper ret meget. Det jeg hører er, at der skal være god underholdning, aktiviteter for familien og tv-dækning, så der er der ikke den store forskel fra tidligere, siger SEAT-køreren, der forudser et par hårde løb for de danske kørere.

Jeg glæder mig til at lægge arm med svenskerne, det bliver sjovt. Men det bliver også hårdt, særligt når vi kommer til Gøteborg

– Jeg glæder mig til at lægge arm med svenskerne, det bliver sjovt. Men det bliver også hårdt, særligt når vi kommer til Gøteborg.

Jason Watt og Team Bygma Jason Watt Racing fortsætter i 2010 i nogenlunde samme format som i år. Hovedsponsoren fortsætter i hvert fald med at pryde den hvid/sorte SEAT Leon.

– Bygma havde en option på næste år også, som de har valgt at tage med, så jeg er klar til start, siger Watt, der dog håber på flere positive udmeldinger fra konkurrenterne.

– Mon ikke der sker lidt efter nytår, når det begynder at rykke i folk for at komme ud at køre? Det bliver spændende at se, hvem der ellers kommer. Der står nogle Peugeot 407 billigt til salg rundt omkring. Hvis de får samme lempelser til næste år, som Honda Accorden fik i år, så kan de sagtens være med i feltet i 2010, slutter Jason Watt.

Hvad synes du om Scandinavian Touring Car Cup? Debatter artiklen og deltag i afstemningen under artiklen!

Foto: Thomas Norsted/www.racemag.dk