Det svenske mesterskab, STCC, skal til Norge efter finalen blev kørt lørdag på Mantorp Park. Tommy Rustad var bagud med ni point inden de to løb kørtes lørdag. Men en sejr og en altafgørende femteplads i de to løb sendte altså titlen til Norge.
Rustad, der vandt STCC i 2000 i Nissan Primera, tager dermed den første STCC-titel til Volvo på hjemmebane siden 1997.
Det så ellers længe ud til, at svenske Thed Björk, der vandt STCC i 2006, skulle knibe titlen hjem. I det afgørende løb var Björk i BMW fire point foran Rustad og startede foran nordmanden. Men i første kurve bliver Richard Göransson presset ud på græsset. Den afgående mester mister kontrollen over sin BMW, kommer ind på banen igen og rammer både Björk og sin teamkammerat Robin Rudholm.
Dermed var alle kortene spillet over i hånden på Rustad, der blot skulle køre en femteplads hjem for at sikre sig titlen. Men midtvejs i løbet bliver Volvo-køreren overhalet af Roger Ericsson i den tidligere Michel Nykjær-SEAT Leon. Rustad indrømmede selv inden løbet, at han var ‘skidenervøs’, hvilket sikkert spillede ind. Rustad havde dog et betydeligt overskud i forhold til Ericsson og kunne senere dykke inden om og tage femtepladsen og de fire vigtige point.
Rustad og Björk sluttede á point i dramafinalen, men nordmanden blev kåret som mester takket være bedre resultat i den foregående afdeling.
Slutstilling i STCC-toppen 2009.
1. Tommy Rustad, Volvo C30, 94 point
2. Thed Björk, BMW 320si, 94
3. Robin Rudholm, BMW 320si, 80
4. Richard Göransson, BMW 320si, 75
5. Mattias Andersson, Alfa Romeo 156, 56
6. Jan Nilsson, BMW 320si, 54
7. Robert Dahlgren, Volvo C30, 52
8. Tomas Engström, Honda Accord, 50
9. Johan Stureson, Peugoet 308, 48
10. Roger Ericsson, SEAT Leon, 39
Foto: Brian Laursen, Racemag