Racemag ser i denne artikel på Sebastians Vettels chancer for at genvinde VM, og dermed vinde VM for både konstruktører og kørere i år.
Red Bull-teamet vandt i weekenden VM for konstruktører. Den titel har mekanikeren Ole Schack også sin andel i, så det kan vi set med danske briller være stolte af. Spørgsmålet er, så om Red Bull-teamet med Sebastian Vettel også kan tage VM-titlen for kørere, og dermed vinde “The Double” i 2012. Man kunne også fristes til at skrive “The Triple” – for hvis Vettel vinder VM, så har både han og teamet taget de to titler tre sæsoner i træk.
Ferrari kom godt igennem forsommeren, og efter sommerpausen og løbet på Monza havde Fernando Alonso et forspring på 39 point ned til Sebastian Vettel. Men tyskeren og Red Bull-teamet sejrede gang på gang i de følgende løb i Asien og Indien, og Vettel overtog VM-føringen. Trods Ferrari-teamet har kæmpet med deres racer dag og nat, så halter de fortsat efter Red Bull.
Sebastian Vettel har uden tvivl en stor fordel i at føre VM med 13 point. Det giver ham en komfortabel margin til sin konkurrent, når finalen og VM afgøres på søndag i Brasilien. Tyskeren kan undgå at tage de store risici, da han kan vinde VM selvom han slutter efter Fernando Alonso. Samtidig er Vettel i den favorable situation, at han sidder i Formel 1-feltets pt. stærkeste racer.
Skulle Fernando Alonso tage sejren, så kan Vettel nøjes med en fjerdeplads, og stadig blive verdensmester.
Ser man på styrkeforholdet med hensyn racerne, så vil det dog blive svært for Fernando Alonso at tage sejren, hvis løbet bliver kørt i tørvejr. Der er dog chance/risiko for regn til Brasiliens Grand Prix –dramatiske finaler er før set på banen ved Interlagos i Sao Paolo.
Andenkørerne kan også komme til at spille en hovedrolle. Slutter Alonso foran Vettel, så er det vigtigt, at holdets andenkører kan tage så mange point som muligt fra rivalen. Felipe Massa var uhyre stærk i USA – han var hurtigere end Alonso i både træninger og kvalifikation, og formåede at slutte lige bag sin teamkollega trods han startede som P11 efter det taktiske træk med at skifte brasilianerens gearkasse. Selvom Felipe Massa har haft en svingende sæson, så topper han formmæssigt lige netop nu.
Mark Webber er også en uhyre stærk andenkører – det beviser både hans sejre, og det at han er sluttet i top-3 i den samlede VM-stilling de seneste to sæsoner. Australieren kan i søndagens løb hjælpe Vettel, ved at tage point fra Alonso.
Sebastian Vettel er favorit til at tage VM-titlen for tredje gang på søndag. Der skal i høj grad mekanisk defekt eller uheld til, at han mister VM-titlen. Den mulighed er dog til stede, for så sent som i søndags opstod Red Bull-teamets problemer med generatoren igen, da Mark Webber måtte udgå. Den motor Vettel har i sin racer, har også kørt flere løb end Alonsos. Slutter Vettel uden for pointene, så skal Fernando Alonso minimum slutte som nummer tre for at vinde VM.
Det har været en utrolig tæt sæson, og trods Sebastian Vettel har den bedste hånd, så er der lagt op til en spændende afslutning om årets VM-titel for kørere.



