Sebastian Vettel har efter kvalifikationen fået en straf, og må starte fra pitten til morgendagens Grand Prix. Årsagen til FIAs straf, er at tyskeren havde mindre end den tilladte mængde brændstof i sin tank.

Som nævnt i en tidligere artikel på Racemag, så måtte Sebastian Vettel parkere sin Red Bull-racer på banen, da kvalifikationen var forbi. Det får nu drastiske konsekvenser for tyskeren. For han fratages sin P3, da straffen medfører, at han må starte fra pitten til søndagens Grand Prix.

Årsagen til den hårde straf skal findes i FIAs tekniske regulativer, der beskriver at en kører skal kunne komme tilbage til pitten ved egen kræft efter endt kvalifikation. Derudover står der i regulativernes 6.6.2., at der på ethvert givent tidspunkt skal kunne tages én liter brændstof fra hver racer. Da Red Bull-racer sidenhen blev bugseret tilbage til parc fermé, så viste yderligere undersøgelser, at der var mindre end den éne påkrævede liter brændstof – det medfører diskvalifikation fra kvalifikationen, hvor straffen er, at der startes fra pitten.

Den samme straf blev givet til Lewis Hamilton tidligere i år under Spaniens Grand Prix.

Fernando Alonso rykker med Vettels deklassering op til P6, og får dermed en rigtig god mulighed for at hale ind på Vettels forspring. Spændingen om VM-titlen er dermed taget til i styrke, og der venter et spændende Grand Prix i morgen søndag.