Narain Karthikeyans påkørsel af Sebastian Vettel mod slutningen af Malaysias Grand Prix fik den regerende verdensmester op i det røde felt efter løbet.
Sebastian Vettel er normalt en af de kørere, der har overskud og godt humør uden for banen, når han møder pressen. Men efter weekendens løb var en tydeligt frustreret Vettel, der udtalte sig til både TV og den skrevne presse.
– Jeg tror nogle mennesker bliver overvældet over situationen og ikke ser, hvor deres bil er. Man må overveje om det at køre bile r det rette job for dem, udtalte Vettel til den tyske avis Bild.
Han kaldte også Karthikeyan for en idiot.
Hårde ord – det er der ingen tvivl om. Men udtalelserne er kommet lige efter et løb, hvor temperamentet og frustrationen har kogt over for den unge tysker. Selvfølgelig klæder det ikke en verdensmester at bruge sådanne ord om kørere længere nede i feltet, men mest af alt viser det vel bare, at Vettel trods alt kun er et menneske
Kritikere er begyndt at fokusere på, at han er knapt så god en kører, når han ikke har en bil, der er så overlegen, som Red Bull har været de seneste to sæsoner. Men nu er der trods alt kun kørt to løb i 2012 sæsonen, og han blev nummer to i det første løb. Ingen tvivl om at konkurrencen mellem Formel 1-feltets racere er meget tættere i år, men Red Bull er stadig et top team. Vinderen af løbet i Australien Jenson Button fik ligeledes heller ingen point i Malaysia – det har så ikke trukket så mange overskrifter.