Sebastian Vettel snuppede den tætteste pole position længe til Tysklands Grand Prix, men i starten måtte han lade de to Ferrarier gå forbi.
Tyskeren kunne efterfølgende ikke gøre noget ved hverken Fernando Alonso eller Felipe Massa, som skiftedes til at ligge foran Red Bull-køreren.
– Normalt laver vi gode starter, så jeg er ikke helt sikker på, hvad der skete, siger Sebastian Vettel om sin start.
– Jeg var heldig, at jeg ikke stallede motoren, men jeg mistede moment, så jeg vidste, at det ville blive tæt med Fernando, som jeg allerede lå side om side med. Jeg kunne ikke på nogen måde holde mig foran ham, og så blev jeg overrasket over at se Felipe ude til venstre, siger Vettel videre i en pressemeddelelse.
– Når jeg kom tættere på bilen foran, så begyndte dækkene at miste greb og grainede, men jeg tror, at Ferrarierne var en eller to tiendedele hurtigere end os hele løbet, siger Vettel, der dog var glad for at tage en podieplads i sit hjemmebaneløb – som bedste tysker, naturligvis.
Foto: Vladimir Rys/Bongarts/Getty Images