Sebastian Vettels sensationelle VM-titel var ikke sunket helt ind, da den blot 23-årige tysker sad på det obligatoriske pressemøde efter Abu Dhabis GP.

På podiet var det tydeligt, at det så småt begyndte at gå op for ham, hvad der lige var sket. Men det krævede lidt opvarmning af stemmebåndet, inden tyskeren kunne få ordene frem bagefter.

– Jeg er mundlam. Jeg ved ikke, hvad man skal sige i øjeblikke som dette, det har været en utroligt hård sæson for mig og for os alle, fysisk og mentalt, siger Sebastian Vettel, der flere gange i løbet af 2010 har oplevet på op- og nedture.

– Vi har hele tiden bevaret troen – uanset, hvad folk har sagt – på teamet og på bilen. Jeg har troet på mig selv, og i dag er en speciel dag hele veje n rundt, siger Vettel.

– Jeg stod op i morges og forsøgte bare at gøre det, jeg ville. Jeg forsøgt at undgå kontakt med folk og prøvede bare at undgå at tænke på noget. Jeg vidste, at alt jeg kunne gøre var at vinde dette løb og gøre mit bedste, siger Vettel videre.

Undervejs i løbet fik Vettel kun sparsomme informationer og fik endda problemer med pit-radioen undervejs.

– For at være ærlig, så vidste jeg ikke noget indtil jeg nåede det ternede flag. Jeg undrede mig, for min race engineer Rocky gav mig råd på hver omgang for at få bilen hjem, og jeg tænkte, ’hvorfor er han så nervøs, vi må være i en skidegod position’, siger han videre.

– Da jeg så krydsede linjen gik han på radioen og sagde meget stille: ’Det ser godt ud, vi må vente til alle bilerne er i mål’. Jeg tænkte bare, ’hvad mener han’, da jeg ikke havde set skærmene – jeg ville bare være sikker på, at jeg ikke blev distraheret i løbet og fokuserede på mig selv, siger han videre.

Sebastian Vettel vinder som bekendt VM med fire point til den dobbelte verdensmester Fernando Alonso.

Racemag har samlet en række fotos for at gengive stemningen fra løbet – se dem her.

Foto: Red Bull Racing