Flere medier har allerede sendt F1-trofæet til Brawn GP og Button, men trods en kæmpe skuffelse i Italiens Grand Prix, bevarer Red Bull Racing troen på, at de kommer igen.

– Jeg synes vi fik en god start og en god første omgang, men så måtte jeg kæmpe for at hænge på bilerne foran. Det største issue var de første fem til ti omgange, hvor jeg kæmpede mod lavt grip, jeg gled meget rundt og mistede en masse tid. Generelt så havde vi ikke farten, og måske var dette ikke den bedste bane til vores bil. Til det næste race vil have mere downforce, og måske vil vi være bedre. Mesterskabet er ikke ovre endnu – vores mål er at gøre vores bedste, vinde løb og mesterskabet, så det må vi fokusere på. Resten er ude af vores magt, siger Vettel, der høstede et point takket være Hamiltons crash på sidste omgang.

Teamkammerat Mark Webber udgik allerede på første omgang og kunne derefter se sine chancer i VM fordufte med en dobbeltsejr til Brawn GP.

– Jeg fik en rimelig start. Vi kom begge (Vettel og Webber selv, red.) clean igennem første chikane, og jeg fulgte Sebastian ind i den næste, men jeg havde så et uheld med Robert Kubica. Det lader til, at hans forhjul var på indersiden af mit baghjul i chikane nummer to, men det var svært at vide, at han var der. Vi havde kontakt, hvilket kastede min bil lidt i luften, og så næsen først ind i rækværket. Bilen var uskadt, men jeg kunne ikke få den ud igen. Det er frustrerende at udgå i sådan et lille uheld. Det er ikke godt for kørernes mesterskab, men det er min første DNF i år. Vi kommer igen og ser, hvad vi kan gøre i de sidste løb, siger Webber.

– Uheldigvis var vi bare ikke hurtige nok på Monza. Det var vores værste performance i år på en bane, der har vist vores svagheder. Forhåbentlig ligger de resterende baner mere til vores fordel, siger teamchef Christian Horner.

Foto:  Mark Thompson/Getty Images