Der var svensk front i begge hovedklasserne ved Grand Prix Danmark, da der søndag formiddag blev kørt en særdeles våd warmup på FDM Jyllandsringen.

Jens Edman var hurtigst i Auto-G Danish Thundersport Championship, mens Patrik Olsson i VW var hurtigst i STCC-klassen.

Her var Michel Nykjær femtehurtigst. Sydsjællænderen var dog fortrøstningsfuld efter Chevrolet-teamet havde lavet ændringer på Cruzen.

I begge sessioner var der mere end vådt efter formiddagens regnskyl, og begge sessioner blev afbrudt af safetycaren som følge af afkørsler.

Der er dog lovet tørvejr resten af dagen i det midtjyske, hvor der er godt besøgt på Jyllandsringen.