TCR sæson 2022 startede søndag med tre heats på Padborg Park. Et hold var dominerende igennem alle tre heats, men der skulle en skrivebordsafgørelse til at finde den endelige vinder.
GMB Motorsport tog sig af alle tre heat sejre, to til den forsvarende mester Kasper H. Jensen og den første til Gustav Birch. Der var umiddelbart ingen tvivl om, hvilket hold der var kommet bedst forberedt til sæsonpremieren, men det havde man glemt at fortælle den tyske debutant Mike Halder.
Mike Halder, der kører for svenske TPR Motorsport, tog faktisk den sidste heatsejr, men en genstart efter safety car i sidste heat, forårsaget af et crash fra Kenn Bach/LM Racing, endte med protester. Mike Halder overhalede Kasper H. Jensen i genstarten, men foregik det i en gul flagzone?
Først gjorde det, så gjorde det ikke, men efter en længere diskussion mellem dommerne, så gjorde det. Da dommen faldt efter det ternede flag, så blev det til en tyve sekunders tidsstraf i stedet for den stop’n’go, som den tyske kører først var blevet tildelt.
Det endelige løbsresultat endte derfor med en dobbeltsejr til GMB Motorsport med Kasper H. Jensen foran Gustav Birch. Nicolai Sylvest fra det nye Green Development tog den nederste plads på podiet. Gustav Birch tog også føringen i U25-mesterskabet.
Meteor Racing med de nye Audi tog sig af Trofeo-mesterskabet med Rene Povlsen som den overordnede vinder foran holdkammerat Allan Kristensen og LM Racings Kenn Bach på plads 3.
Det fulde resultat af den første afdeling kan ses her.
Om tre uger går det løs på Ring Djursland.