Seat-køreren fik i weekenden sit at se til. Efter en helt kanon DTC-test ved præsentationsweekenden ugen forinden løbet, hvor Jason satte hurtigste tid, var forventningerne høje til dette års Åbningsløb på Jyllands-Ringen. Dog skulle det vise sig, at teamet havde problemer med seaten.
– Det er rigtig skarpt felt i år, og at ligge i blandt de syv bedste er tilfredsstillende. Der køres tæt i år, siger en forventningsfuld Jason Watt om 2009-sæsonen.
Det blev til en weekend med blandede følelser for Team Bygma Jason Watt Racing. Selvom weekenden startede forholdsvis godt, med tider der matchede toppen af feltet, så måtte Watt alligevel kæmpe sin kamp med den hvide Seat Leon. En lidt for tæt fight med Jan Magnussen kostede nogle placeringer, og Watt sluttede første heat af som nummer otte.
– Jeg gik efter et hul, som Jan lukkede lidt sent. Jan kom på tværs og jeg forsøgte at undvige den flagpost han var ved at presse mig ind i. Efter vi begge har set episoden på tv, er vi meget enige om at den er 50/50, griner Jason Watt.
I kampen med seaten blev finalen endnu et hårdt løb. Dog rakte det til en velfortjent femteplads, efter et par gode fights med honda-køreren Per Poulsen.
Inden andet løb køres på Padborg Park om godt en uge, har Team Bygma Jason Watt Racing masser af arbejde med den spanske Seat.
– Bilen driller os lige nu, og vi skal hvertfald have tjekket differentialet og støddæmperne inden Padborg Park. Der er noget som der er, som det ikke skal være, fortæller Watt.
Jason Watt ligger nu på en samlet femteplads i det samlede mesterskab.



