Første heat af weekdens DTC-race på Ring Djursland er netop blev kørt. Vinderen blev Casper Elgaard.

Efter et skuffende race i København var Jan Magnussen ellers ekstra sulten efter revanche – en appetit, der dog ikke i første omgang blev stillet, selv om den danske racerstjerne morede sig i regnen.

– Det var super. En tredjeplads var ikke det, jeg havde håbet på, men det var super fedt race under utroligt svære omstændigheder – jeg morede mig gevaldigt. Men det er klart, at jeg gerne skal op foran Casper Elgaard. Samlet ser det desværre ikke så godt ud lige nu, men vi har to muligheder igen – så nu skal vi ud og have hentet en masse point, udtaler Jan Magnussen til Racemag.

Jan Magnussens teamkollega, Michael Markussen, så også ud til at befinde sig godt under de svære forhold. Desværre blev han uheldigvis – måske – ramt af Mikkel C. Johansen i starten af løbet. Eller også var det omvendt.

– Det er næsten altid vildt her på Ring Djursland. Mikkel C. Johansens spin startede allerede oppe i depotsvinget, hvor han ramte mig, så jeg tabte to pladser. Da vi så kommer ned for enden af langsiden går han bredt og jeg forsøger indenom, men ude på start-mål bliver han klemt og ryger på tværs. Heldigvis er der kun små skader, så vi er klar igen, siger Michael Markussen, der mente, at de brugte regndæk også kom til at koste.

Om hændelsen udtaler Mikkel C. Johanssen:

– Tjah, hvad skete der. Jeg fik et lille skub af Markussen, men det hele startede faktisk med en lille oversatsning af Kasper H. Jensen, om trak os begge lidt ud i sporet, og her har Michael Markussen vel set muligheden indenom. Jeg får et lille skub i bagenden, og så står jeg på tværs. Det er super ærgerligt, for det bliver næsten umuligt at overhale derude, når det er vådt udenfor sporet. Jeg håber, det enten giver mere vand eller når at tørre helt op.